Skip to content

gaza

Syvende oktober

Af Elin Søborg

Palæstina

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Et år er gået siden det palæstinensiske modangreb den 7. oktober 2023. Og hvad har vi været vidner til i det år?

Fuldstændigt som alle med bare en smule kendskab til staten Israels historie forventede, har vi set et grusomt folkemord på en befolkning på godt 2 millioner, der siden 1967 har levet under en hård besættelse på et område på størrelse med Langeland og siden 2007 omgivet af høje hegn og mure med ganske få, strengt bevogtede checkpoints – også kendt som verdens største udendørs fængsel – uden mulighed for at brødføde indbyggerne men totalt afhængig af fødevarehjælp og uddannelses- og sundheds­system fra FN, og med en valgt ledelse, der af Israel og hele den vestlige verdens imperialisme er ”dømt” som terrorister.

Folkemord

Vi har set et fascistisk Israel, bevæbnet og støttet politisk af USA, EU og en række af de rige lande, der betragter sig selv som vogtere af demokratiet, der jager Gazas befolkning rundt i landet til ”sikkerhedszoner”, som de efter få dage bomber.

Gaza er lagt totalt i ruiner. Boligområder, vand- og elforsyninger, skoler, hospitaler og endda teltlejre er sønderbombede, og lig og afrevne lemmer ligger i ruinerne, hvor børnene går rundt og leder efter deres familier.

Mere end 50.000 mennesker er dræbt og adskillige hundrede tusinder såret, heraf mindst 2/3 kvinder og børn, og på det nærmeste resten af befolkningen er endnu en gang henvist til en flygtningetilværelse med vandmangel, sult og epidemier.

Ghetto

Det er jo egentlig ikke første gang, Gaza oplever disse voldsomme angreb. Siden 2007, hvor Israel trak sine bosættere ud af området og indhegnede det, har det ca. hvert andet år lavet ugelange bombeangreb angiveligt på grund af raketter sendt ud af området mod israelske landsbyer, men nærmere for at afprøve nye våben, der jo hele tiden markedsføres på de internationale våbenmesser som ”testet i kamp”. Brugen af fosforbomber, klyngebomber og andre internationalt forbudte krigsvåben er flere gange påvist i Gaza.

Og i ly af kampene i Gaza er overfaldene på beboerne på Vestbredden også taget til, og drabene dér er steget til det største antal i flere år, selvom det allerede før 7. oktober var rekord for 2023.

Men det bliver stadigt sværere at leve med reaktionen på Israels grusomheder fra vore egne politikere og vore medier, der bliver ved med at kalde støtte til palæstinenserne for antisemitisme og støtte til terrorisme.

Mette Frederiksen har kaldt os historieløse! Har hun ikke lært om Israels oprettelse i 1948 og den tilknyttede etniske udrensning? Har hun ikke lært om Israels ulovlige besættelse af de palæstinensiske områder i 1967 og de efter international lov ulovlige bosættelser? Hvilken busk har hun og medierne stået med hovederne igennem alle disse år?

Folkelig protest

Heldigvis har vi denne gang oplevet en massiv mobilisering af protester og støtte til Palæstinenserne, og det er godt. At se så mange unge, også mange med mellemøstlig baggrund, er gået ind i arbejdet med at organisere store demonstrationer og møder hver weekend. Vi har aldrig før set så mange mennesker på gaden, at medierne har valgt at boykotte dem er skammeligt.

Men demonstrationerne bliver ved, og i det mindste kan de ses i gaderne, og det er de unge, der lægger et stort og flot arbejde i dem.

Sydafrika sørgede for at få anlagt sag mod Israel for Den Internationale Domstol – og vandt den. Pinligt, også for vor regering, er det, at USA og ingen lande i EU har reageret med sanktioner eller våbenboykot. Der er fuldstændig opbakning til Israels folkemord!

Men de unge på universiteterne er kraftigt i gang med intellektuel og akademisk boykot af Israel ganske på linje med de amerikanske universitetsstuderende, der i mange år har været kraftigt involveret i både sportslig og akademisk boykot af de israelske universiteter.

Boykot Israel

Og de har fat i noget vigtigt: Den eneste måde, vi kan få Israel til at opgive sine ulovligheder overfor Palæstina, er ved en total isolering! Israel skal stå helt alene i verden med sit uhyrlige folkedrab og undertrykkelse og ødelæggelse af det land, det har holdt besat siden 1967.

Vi gjorde det mod Sydafrika – og apartheid faldt. Vi kan og bør gøre det samme mod Israel, så det også må opgive sin apartheid-politik.

Derfor: Støt alle organisationer og tiltag til boykot af Israel. Forlang dansk våbenboykot (Terma), meddel dit apotek, at du vil boykotte kopimedicin fra Teva, hold op med at købe israelske varer (SodaStream, frugt, m.m.). – Og støt op om demonstrationerne!

Back To Top