Giver med den ene hånd og tager med den anden

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Der kan fremhæves mange eksempler på, hvordan det politiske og økonomiske system i Danmark på mange måder er at sammenligne med et absurd teater. Et eksempel fra Randers Kommune kan fremhæves for at belyse det komiske i den økonomiske tænkning.

Den 16. maj blev der ind­gået en museumsreform mellem regeringen (Social­demokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Med reformen har man aftalt, at de i alt 95 statsanerkendte museer rundt i landet fra 2025 skal have et permanent løft på 75 millioner kroner årligt. Det betyder, at staten giver ca. 566 millioner koner i årligt driftstilskud til museerne. Det lyder jo egentlig ret godt, og jublen var da også stor hos de mange forskellige museer, der kan se frem til flere penge til at formidle for.

Men herefter begynder det absurde så. Alt imens politikere på tinge er ved at sole sig i aftalens stråleglans, rammer den kommunale virkelighed.

I Randers har to museer kunne juble over øget tilskud. Helt konkret stiger det kulturhistoriske Museum Østjylland fra 3,4 millioner til 5 millioner og Randers Kunstmuseum stiger fra 1,2 millioner til 2,6 millioner. En betydelig slat til at drive mere kulturformidling for.

Men nu er der jo landet over fuldt sving i de regionale og kommunale budgetlægninger. Forholdene er meget forskelligartede fra kommune til kommune, men i Randers er der konkret lagt op til et blodbad af besparelser af olympiske dimensioner. Og her kommer så det muntre.

Der lægges nemlig op til, at det tilskud, som de to museer nu får ekstra fra staten, indkasseres til at lappe den enorme ubalance i kommunens budget. Nu er det dog ikke politisk besluttet endnu, men lur mig om ikke de foreslåede tal i forvaltningens sparekatalog, stort set vedtages uændret.

Det er som sådan ikke det konkrete eksempel fra Randers, der gør, at jeg står tilbage med undren. Det er eksemplet hvorved, at staten giver med den ene hånd og kommunen tager med den anden. Det er grundlæggende den måde, systemet fungerer på.

Den ellers højt besungne kommunale selvbestemmelse er altså reelt kun et sindrigt system til at jonglere med fællesskabets midler. Der er ingen sammenhæng mellem tingene. Der er ingen planlægning. Kigger vi ud over de 97 andre kommuner i Danmark, er der ganske sikkert mange lignende eksempler.

MMJ