Den syge hjemmefront
Stop pengestrøm til våbenarsenaler – vi vil ha’ penge til bolig, skoler og hospitaler
Rikke G.F. Carlsson er en del af formandskabet i DKP
[KOMMUNIST 11-2024] Der er stor usikkerhed om den nye sundhedsreform, som regeringen har fremlagt. Bliver Region Sjælland og Hovedstadsregionen lagt sammen? Og hvad kommer det til at betyde for patienterne?
Ethvert fornuftigt og sygt menneske har allerede regnet ud, at en eventuel sammenlægning ikke løser de problemer, sundhedsvæsenet har. Det fjerner ikke ventelister eller giver mere personale. Det bliver en usammenhængende arbejdsplads, hvor sygeplejersker og læger kan kastes rundt over større afstande, og det samme vil ske for patienterne.
I stedet for en sundhedsreform burde politikerne lave en sundhedspolitik. Siden Strukturreformen 2007, budgetlovens indførelse i 2012, Lars Løkkes privatisering og de utallige tabte overenskomstforhandlinger står sundhedsvæsnet overfor et kollaps.
I denne periode er i alt 18 lokale sygehuse blevet nedlagt, uden at de lovede såkaldte ”Supersygehuse” stod klar. Disse sygehuse har været omgivet af skandaler fra dag ét. Bevidst underfinansierede budgetter og underlagt EU’s udbudslicitation har gjort det umuligt for regionerne at levere de ønskede supersygehuse.
Rig på sygdom
Umiddelbart kunne det måske se ud, som om regionerne har gjort det dårligt. Men man skal ikke glemme, at de første vurderinger af regionernes faktiske behov løb op i 80–90 milliarder kroner. Det er dobbelt så meget, som de fik til at løfte opgaven. Det vidste Christiansborg godt.
Til gengæld har privathospitalerne kronede dage. Privat sundhed er en lukrativ forretning. Analysen fra Lægeforeningen viser, at mere end halvdelen af opholdene på privathospitalerne er offentligt finansieret, resten finansieres af private sundhedsforsikringer i kraft af det udvidede frie sygehusvalg eller gennem samarbejdsaftaler med privathospitaler.
Blandt patienter på privathospitaler er der en større andel af patienter med en videregående uddannelse, sammenlignet med patienter på offentlige hospitaler. Danske Regioner brugte ifølge Purnima Erichsen ekstra mange penge på privathospitaler i årene efter corona som følge af den aftale, der var indgået med regeringen for at nedbringe ventelisterne.
Fattig på omsorg
Det er velkendt, at betaling for bijobberi på privathospitalerne har ligget langt højere end overtidsbetalingen i det offentlige. Det er særdeles lukrativt for at sige det diplomatisk. I alt er antallet af fuldtidsbeskæftigede læger i det private steget med 53 procent fra 2013 til 2022 og 63 procent for sygeplejersker.
Langt de fleste læger – 70 procent – har eller havde derfor typisk samtidigt ansættelse på et offentligt hospital, mens det gælder for ca. 45 procent af sygeplejerskerne.
I 2022 var der 700 fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker og 350 fuldtidsbeskæftigede læger på de danske privathospitaler, der tilsvarende mangler på vores egne hospitaler.
Ny behandling
Sundhedsvæsenet er jo ikke indrettet rigtigt, når den korte frist for behandling koster offentlige sygehuse millioner af kroner og skaber øget efterspørgsel på privathospitaler.
Vi kan se, at regnskabet ikke passer og konstaterer, at pengene fosser ud til private investorer, der skal tjene på de private hospitaler.
Alligevel sker der ingenting. Lægeforeningen og Lægevidenskabelige Selskaber har over for både Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeren og en række Folketingspolitikere fremført, at der uddannes for få læger og speciallæger.
Over hundredetusinde danskere kan ikke få egen læge. Samtidig skal vi lægge øre til svindel og humbug med de privatpraktiserende læger, der takserer for ikke eksisterende konsultationer, eller vagtlæger, der får folk til at ringe igen for at tjene penge. Ja, vi kender skandalerne. Men de kan løses hurtigt.
Mirakelkur
Læger burde være ansat med fast løn i kun ét arbejde. Alle de penge, der er i overskud på statsbudgettet, bør tilbageføres til vores velfærd og sundhedsvæsen. Staten bør sætte priserne for medicinen i stedet for medicinalindustrien.
Medicin, hjælpemidler og tandpleje bør være gratis. Det vil redde mange liv og sikre en stabil behandling af patienten uden økonomiske forhindringer. Forebyggelse og genoptræning bør prioriteres. Får uddannelsessystemet deres penge tilbage, kan vi også uddanne flere, med løn. Privatiseringen bør stoppes.
Lyder det dyrt. Tværtimod. Med en vellønnet arbejdskraft forsvinder også stress og andre arbejdsrelaterede sygdomme som nedslidning samt flugt fra fagene. De syge får større chance for at blive raske eller velfungerende, idet de ikke skal tænke på, om de får råd til deres medicin eller får bevilget støtte og pleje. De eneste, der kommer til at lide, er dem, der lukrerer på privathospitalernes overskud og medicinindustrien. Men mon ikke de forbliver raske?