Den sidste sabotør
Af John Poulsen
[KOMMUNIST 12-24] Det var en tilfældighed, der bragte den 18-årige Ejler Borch ind i modstandsbevægelsen i august 1944.
I en frokostpause mødte han et par unge mænd ved Sortedams Sø og kom i snak med dem. Under samtalen spurgte de ham om, hvor han arbejdede, hvor mange der arbejdede på hans læreplads, maskinfabrikken Madsen & Beidil, og hvad den producerede.
Ejler blev nysgerrig og spurgte om, hvorfor de var så interesserede. Det viste sig, at der var tale om to sabotører fra BOPA, som ved hjælp af en ildelugtende syre ville standse arbejdet på fabrikken i tre måneder. Ejler fortalte dem om, hvordan de kunne hælde væsken i en skæreoliebeholder, men det virkede ikke.
Under samtalen spurgte Ejler, om han kunne komme med i modstandsarbejdet, og det blev aftalt, at han ville blive kontaktet. På et tidspunkt fik han besked om at møde op i Fælledparken for at møde en fra BOPA, der kaldte sig Mads.
De aftalte her, at han skulle indgå i Mads’ dækningsgruppe på seks mand og optrænes i våbenbrug. Dens opgave var at sikre områder omkring selve sabotageaktionen, sådan at der ikke kom fremmede og især ikke politi og tyske soldater i nærheden. Af sikkerhedsmæssige grunde havde alle dæknavne, og de kendte ikke de andre medlemmer i BOPA.
Hvad Ejler oplevede i den tid, fortalte han ikke sin familie om. Men i 2022 fik hans barnebarn, Josefine, ham til at lukke op og fortælle om sine oplevelser, og det endte med at hun kontaktede journalisten Anders Fenger.
Resultatet er blevet bogen ”Den sidste sabotør – en modstandsmand fortæller”. Da Ejler blev spurgt om, hvorfor han ikke havde fortalt om det før nu, så svarede han, at det kunne han simpelthen ikke sige i dag.
Ejler interesserede sig ikke for politik, da Danmark blev besat, men han sørgede for at blive medlem af sin lærlingeklub. Det tog nogen tid, før han blev mere politisk bevidst, og da han trådte ind i modstandsarbejdet, var det ligeså meget, fordi han syntes, at det kunne være spændende. At det også var farligt og kunne koste ham livet, erkendte han først senere.
En gennemgående historie i bogen er om Ejlers deltagelse i sabotagen mod et tysk benzindepot i Vanløse 16. februar 1945, hvor der deltog 40–50 mand. Aktionen lykkedes kun delvist og kostede en sabotør, Lille Sven, livet. Ejler lægger ikke skjul på, at han tit var meget nervøs under aktionerne og på et tidspunkt tissede i bukserne.
I nogle afsnit fortælles om Gestapos arbejde for at optrævle modstandsbevægelsen ved hjælp af stikkere og infiltratorer. Det lykkedes ikke at infiltrere BOPA, men ved hjælp af stikkere blev fem af gruppelederne arresteret i januar 1944. I 1945 blev BOPAs leder, Børge Thing arresteret på Axelborg Bodega, men det lykkedes ham at flygte.
Først da Ejler kom hjem til familien den 4. maj, fortalte han sin mor, hvad han havde deltaget i. Men arbejdet var ikke slut. Sammen med andre medlemmer af BOPA patruljerede han rundt om i byen for at sikre ro og orden.
Ejler har aldrig fortrudt, at han sagde ja til at gå ind i modstandsbevægelsen, og værdierne fra hans barndomshjem og idealerne fra modstandskampen har præget ham hele livet.
Man kunne have ønsket sig, at en person med større kendskab til modstandskampen havde læst manuskriptet, så der f.eks. ikke havde stået, at alle tre kommunistiske folketingsmedlemmer var blevet interneret i Horserød, når det kun var Martin Nielsen, der var det.
Det er kun meget få modstandsfolk, som stadig lever, og det er derfor godt, at det lykkedes at få Ejler Borch, som er 98 år, til som den sidste sabotør i BOPA at fortælle sin historie.
Anders Hauch Fenger: Den sidste sabotør. Frydenlund. 264 s. 300 kr.