Forskning for fællesskabet?

Af Martin Minka Jensen

[KOMMUNIST 12-24] Forskningen på landets universiteter står overfor store udfordringer på vilkår, formål og forankring hos dem, der er involveret.

En ny rapport fra tænketanken DEA (som præsenterer sig som en uafhængig non-profit organisation med det formål at forbedre uddannelse og forskning) viser, at der er store udfordringer på grund af en stadigt stigende ekstern finansiering af forskningen.

Hvordan kan det være? Penge er vel penge, hvor end de kommer fra. Men så simpelt er det ikke. Det ændrer nemlig på det, som universiteternes medarbejdere skal bruge deres tid på, og på, hvem der har magten over den såkaldte frie forskning.

I perioden fra 2011 og frem til 2021 steg andelen af de eksterne midler til forskning med 53 procent, mens basismidlerne kun steg 14 procent.

Eksterne midler udgør i dag godt halvdelen af de samlede indtægter til forskning på landets universiteter. Særligt fylder eksterne midler, når det kommer til teknisk forskning samt sundheds- og naturvidenskabelig forskning.

Dette er med til at forskyde fokusområdet i forskningen, og det kan være med til at gøre forskningen ensporet. I værste fald kan man tale om, at universiteterne ender som filialer af private virksomheders forskningsafdelinger.

Den (u)fri forskning

Effekterne af denne udvikling viser sig tydeligt i den føromtalte rapport. Her er der på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse hos ca. 4000 forskere på danske universiteter samt en række kvalitative interviews, en række tendenser, der kan fremhæves.

Mere og mere af forskernes tid går nu med fondsansøgning og administration heraf. Samtidig er en del af denne tid reelt ikke noget, der fører til resultater, da der er en voldsomt stigende konkurrence om midlerne. Rapporten viser nemlig også en udpræget tendens til, at fondsmidlerne bliver givet til mere fastlåste og klart definerede forskningsområder. Det medfører den negative spiral, at forskerne i stadig større grad indretter sig efter hvilke områder, der er flest penge i.

Når man taler om den fri forskning, så er der tydeligvis begrænsninger på friheden. Hvis forskningen i stadigt stigende grad er afhængig af ekstern finansiering, så kan det på én og samme tid gå ud over fagligheden, og hvad vi som samfund og som fællesskab har behov for at forske i. Kort sagt: Er der ikke penge i skidtet, så er der ingen forskning.

Dette viser sig mere og mere tydeligt manifesteret i udviklingen af universiteternes virkelighed. Den øgede kommercialisering og liberalisering af samfundet, heriblandt uddannelse og forskning, kan kun resultere i mere ensidig forskning, der meget nemt får store blinde vinkler fagligt og socialt. Vi har allerede set eksempler på, hvad det har betydet – ikke mindst, at store fonde tilsyneladende er blevet medforfattere til forskningsrapporter (jf. kødskandalen på Aarhus Universitet). Den slags kan der sagtens nå at blive meget mere af.

Troværdighed og gennemsigtighed

Folketinget skal sikre, at basisbevillingerne til universitetet ikke kun ædes op af vedligehold og drift. Samtidig skal kravene om, at forskningsfrihed, tværfaglighed og videndeling skærpes, når der laves forskning med ekstern finansiering.

Der skal være gennemsigtighed og troværdighed i forskningen, så den bidrager til at løse samfundets problemer.