Spændende tider

Efter det amerikanske valg

[KOMMUNIST 12-24] Det amerikanske valg er nu afgjort. Det har fyldt meget i de danske medier – også urimelig meget, selv om USA er en stormagt, der ikke er til at komme uden om, hverken på godt eller (især) på ondt. Resultatet blev en uventet klar sejr til Donald Trump og til det Republikanske Parti, som vandt flertal i begge Kongressens kamre.

Valgkampen har været ualmindelig beskidt. Herhjemme beskyldes politikere ofte for ”mudderkastning”, men hvis danske politikere kaster med mudder, hvad skal man så kalde det, de to amerikanske præsidentkandidater har kastet med? Ja, de sagde det jo selv – garbage, affald.

Hvad vil eller kan Trump?

Forskellen mellem de to er heller ikke stor politisk. Af interesse for resten af verden er først og fremmest, at en sejr til Kamala Harris ville have betydet fortsættelse af krigen i Europa, mens Donald Trumps sejr måske vil betyde dens afslutning.

Det har han i hvert fald stillet i udsigt, men vi tilføjer ”måske”, fordi Donald Trump i sin tid som præsident tabte sine ellers så lovende afspændingsinitiativer over for Rusland og Nordkorea på gulvet på grund af sin manglende vilje (eller evne?) til at levere, da det gjaldt.

Det sidste dækker ikke mindst over, at Trump undlod at følge sit meget opreklamerede tøbrud over for Nordkorea op med en lempelse af sanktionsregimet. Man kan hævde, at det kunne USA ikke have gjort på egen hånd, fordi der er tale om FN-sanktioner.

Men realiteterne er, at det var USA, der ønskede sanktionerne og fik FN til at stille sig bag dem. Det kunne USA, fordi man i sin tid fik ikke alene det kontrarevolutionære Rusland, men også Kina til at støtte dem, hvorved hele Sikkerhedsrådet stod bag USA.

Det betyder også, at kun Sikkerhedsrådet kan hæve eller lempe sanktionerne; men om nogen ville have sat sig imod, hvis USA havde foreslået en lempelse, er tvivlsomt. Det skete imidlertid ikke, og afspændingen løb ud i sandet.

I stedet er der siden sket en tilnærmelse mellem Nordkorea og Rusland, som har indgået en forsvars- og sam­arbejdstraktat. Det har vakt raseri i de imperialistiske magtkredse, og Rusland beskyldes for at ville ”aflive” (Politiken 23. september) det FN-panel, der overvåger sanktionerne mod Nordkorea, og som angiveligt stod lige foran at undersøge de russiske våbenindkøb i Korea. Det ville i hvert fald være en logisk ting for Rusland at gøre, og det ville også være positivt. For selv om sanktionerne er gennemført i FN’s navn, er de amerikansk imperiepolitik.

Demokraternes nederlag

Vil Trump så videreføre denne imperiepolitik, eller vil han gøre op med den?

Der er desværre nok ikke så meget, der tyder på det sidste. Og det er ikke, fordi Republikanerne, som det synes at være den herskende opfattelse herhjemme, står til højre for Demokraterne. Begge de to partier er borgerlige og efter europæiske normer ekstremt højreorienterede.

At Demokraterne skulle være lidt ”bedre”, er en sandhed med modifikationer. Det var republikaneren Abraham Lincoln, der afskaffede slaveriet. Det var demokraten Kennedy, der startede Vietnam-krigen og republikaneren Nixon, der afsluttede den. På den anden side husker vi jo alle (og ikke for det gode) republikanerne Reagan og de to Bush’er. Den ene har ikke noget at lade den anden høre i det rituelle show, som amerikansk politik er.

Demokraterne har været set som erstatningen for det massearbejderparti, USA savner. Og deres nederlag er forklaret med, at de har svigtet arbejderklassen og dens interesser til fordel for de veluddannede (og velbetalte) mellemlags optagethed af woke, kønskamp, lgbt-rettigheder og så videre.

Bernie Sanders, der for nogle år siden var tæt på at blive Demokraternes præsidentkandidat, men denne gang forsvarede sit senatsmandat uden for partierne, har sagt det åbent; og han er ikke den eneste.

Hvad nu?

Trumps tilsyneladende så positive tiltag, da han sidst var præsident, skyldtes først og fremmest, at han rigtigt indså, at konfrontationen mellem USA og Kina i dag er afgørende for USA’s magtposition i verden, og at han ønskede ro på den europæiske front samt en inddæmning af Kina. Det har næppe ændret sig.

Tværtimod har Trump bebudet højere told på import fra Kina – og ikke blot fra Kina, også fra Europa. Det vil ikke mindst ramme Tysklands økonomi, den største i Europa. Den er i forvejen i recession, regeringskoalitionen er brudt sammen, og ingen aner, hvad der sker.

Noget lignende gælder USA efter valget. Man mindes den gamle kinesiske forbandelse: ”Må du leve i spændende tider!”