DKP siger: Ikke en krone til oprustning

[KOMMUNIST 12-24] Troels Lund Poulsen går måske over i Guinness Rekordbog som den, der overbyder alle andre af de krigstændte partier i Folketinget. Han vil gerne udskrive en regning til befolkningen på 300 ekstra milliarder kroner til oprustning.

I forvejen afsattes 200 milliarder til samme formål. Samlet set den formentligt største investering i noget, der ophæver de mulige forbedringer af klimaet. Venstre ved man, hvor man har – et præcist slogan.

Borgerlig politik

Oprustning vælges således på bekostning af velfærd. De mange milliarder ville gøre større gavn i kampen mod social ulighed. Uligheden er stigende, og skattelettelserne har ikke bidraget til at formindske den.

Socialdemokratiet brød med et af sine væsentlige principper: at sætte velfærden først. Det lykkedes altså Venstre og Moderaterne at overbevise Socialdemokratiet om, at man både kan styrke velfærden og sætte skatterne ned.

Socialdemokratiet er med Jan E. Jørgensens ord ”med til at føre dybblå politik i SVM-regeringen”, og ”vi har en socialdemokratisk statsminister, der siger, at velfærd og skattelettelser ikke er modsætninger”. Tillige bryster han sig af de mange penge til militær og den stærke opbakning til NATO (Politiken, 16.11.24).

Ulighed stiger

Tager vi ulighed med ind i ligningen, er det et nærmest glemt tema. Skattelettelserne gik til de mest velbjergede, mens pensionisterne blev snydt. Værre endnu fortsætter mennesker med korte uddannelser, dårligere arbejdsforhold, lavere indkomster og dårligere helbred med at blive sorteper. De bliver nemlig mere syge og dør i en tidligere alder end de velstillede.

Den netop vedtagne sundhedsreform, som lovprises hist og her, omfatter først og fremmest den geografiske ulighed med slogans som “nærhed”, “mindre ulighed” og “flere læger tæt på, hvor du bor”. Derimod er den sociale ulighed i sundhed slet ikke på dagsordenen.

Krig før omsorg

Den sociale ulighed skal stå øverst, fordi den er et politisk skabt problem. Ligesom vores miljø og tilgangen til velfærd, og de problemer ­selvfølgelig kun kan løses politisk. Men det vil politikerne ikke beskæftige sig med. De sidste skattekroner skal gå til krige, og så må indsats mod hjemløshed, fattigdom, især børnefattigdom, og vores helbred ofres.

Hertil skal lægges de mange, der aldrig gennemfører en uddannelse. Når vi ved, at mindst 15% af eleverne ikke kan læse efter afsluttet skolegang, bør vi opruste uddannelsesmæssigt i stedet for at opruste militært.

Send penge hjem

Alle kommuner på tværs af partier kan ikke stå på mål for deres moderpartiers økonomiske prioriteringer på Christiansborg mere. Derfor er det nok svært at finde lokalpolitikere, der vil engagere sig i lokal politik.

Som overlæge og professor Morten Sodemann siger: ”Man dør hverken af sit postnummer, sin hudfarve, sit arbejde eller sin korte skolegang – men det hjælper”.

For at bekæmpe den ”dybblå underminering” skal vi rejse lokale bevægelser, der sidestiller militariseringen af økonomien med de svigt og savn, vi mærker i vores hverdag.

Vores skattekroner findes; det er den politiske administration, der skal bekæmpes.

Niels Rosendal Jensen