Fra skyggen til rampelyset

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 1-2025] Der var engang, hvor det at høre til arbejderklassen i Frankrig var forbundet med stolthed, men da forfatteren Édouard Louis (født 1992) var barn, havde afindustrialiseringen og den svækkede fagforeningsbevægelse ændret det.

Han voksede op i et fattigt arbejderhjem i en nordfransk landsby, og her skal ordet fattigt tages for pålydende, for familien fattedes både penge, kultur og tolerance. Faren var fordrukken og tyranniserede sin kone og de fem børn, og især gik det ud over Édouard. Han kunne ikke fatte, at han havde fået en søn, der var sådan en tøsedreng, der hverken brød sig om at spille fodbold eller slås med de andre drenge.

Det var på alle måder en svær barndom, og Eddy Bellegueule, som han hed dengang, ønskede sig mest af alt at flygte fra sin familie og den racistiske og homofobiske landsby.

Mod alle odds lykkedes det. Han kom i gymnasiet i en nærliggende større by, hvor han boede på kollegium, fik indpas i et overklassehjem, lærte at begå sig i de kredse og at tale som dem. Ikke nok med det, men han ændrede også sit navn, der ikke var særligt flatterende. Eddy havde faren valgt ud fra sin begejstring for en amerikansk gangsterrolle, og efternavnet betyder noget i retning af smukke fjæs.

Under sit nye navn kom Édouard på et eliteuniversitet i Paris og uddannede sig til sociolog, og som 21-årig debuterede han med romanen Færdig med Eddy ­Bellegueule, hvori han fortæller om sin familie og opvækst, der blev yderligere kompliceret af, at han var homoseksuel.

Derpå fulgte en række bøger om hans liv, set i et samfundsmæssigt perspektiv, men fortalt enkelt og personligt, hvoraf det fremgår, at hans forandring kun var udvendig. Indvendigt var han stadig Eddy, og det går mere og mere op for ham, at hans familie ikke er ringere mennesker end andre, men ofre for et klassesamfund, der aldrig har givet dem de muligheder, som overklassen får foræret i rigt mål.

I Hvem slog min far ihjel lægger han ikke fingrene imellem i sin kritik af samfundet, og i En kvindes forvandling fortæller han om, hvordan hans mor frigjorde sig fra faren efter 20 år og får et nyt liv med en anden mand i Paris.

Men hvad der tegnede så lyst udvikler sig helt anderledes, og om det handler hans seneste bog, Monique flygter. Det viser sig, at den nye mand er en tro kopi af ham, hun havde forladt. En dag ringer hun til Édouard og siger, at hun har fået nok, men hvor gik Nora hen, og hvor går en midaldrende kvinde uden penge og uddannelse hen?

Sønnen er i Athen på et skriveophold, men han går straks i gang med at arrangere, og der er meget, der skal gøres. Hun skal indlogeres, have penge og først af alt psykisk opbakning. Det lykkes alt sammen, fordi det i dag er så nemt at kommunikere uanset afstand, og ikke mindst fordi hendes søn har de økonomiske midler til det. Paradoksalt nok kommer de fra de bøger, som hans mor engang var så rasende over, at han skrev.

Under denne proces udvikler deres forhold sig fra mor/søn til et tæt venskab, og højdepunktet i bogen er, da et teater i Hamburg sætter bogen om morens første flugt i scene og inviterer forfatteren med til premieren. Han inviterer Monique med, og da han kaldes op på scenen efter forestillingen, tager han hende med. Det at stå der og blive præsenteret og hyldet bliver en enestående oplevelse for denne kvinde, der ellers altid har levet på skyggesiden af tilværelsen.

Bagefter opfordrer hun Édouard til at skrive om det, og på den måde er denne selvransagende, samfundsanklagende og kærlige bog blevet til som en bestillingsopgave.

Édouard Louis: Monique flygter. Oversat af Francois-Eric Grodin. Gyldendal. 154 sider. 250 kroner