Året 1968 i Jan Guillous perspektiv

Af Margit Andersen

Hvis der er noget, der er stabilt her i verden, så er det Jan Guillous udgivelsescyklus. Hvert efterår kommer der punktligt et bind i hans store krønike om det 20. århundrede med familien Lauritzen i centrum for begivenhederne.

Vi er nu nået til bind 7, der slet og ret hedder ”1968”, og det siger jo sådan set alt. Årstallet er blevet legendarisk som året, hvor verden gik af lave eller i hvert fald ændrede sig en hel del. Påvirket af Vietnamkrigen og kampen mod denne blev mange unge mere eller mindre venstreorienterede, der var oprør mod autoriteterne, feministbevægelsen opstod og ”fri kærlighed”, som ikke var noget nyt, blev mere legaliseret. I det hele taget gik det meget ud på at frigøre sig fra enhver form for snærende seletøj. Sådan også politisk i det, der blev kaldt ”foråret i Prag”.

Det hele er med i romanen og mere til, som f.eks. thalidomidskandalen, hvor medicinalfirmaer, i deres griskhed og mod bedre vidende, var skyld i, at et uhyggeligt stort antal børn blev født med misdannelser, fordi deres gravide mødre i god tro havde indtaget et sovemiddel, der blev angivet som ufarligt.

Guillou er tidsmæssigt på hjemmebane, for nu kan han øse af egne erfaringer som politisk aktiv på venstrefløjen og i kampen mod Vietnamkrigen, som i Sverige var domineret af maoisterne, der skildres med overbærende ironi som noget verdensfjerne.

Det er Eric Letang, der er hovedpersonen, og hvis man ikke har ham helt på plads i hukommelsen, så er der en slægtstavle til hjælp, og i øvrigt er der undervejs tilbageblik, der sætter glemte sager på plads for læseren.

Eric er netop blevet færdiguddannet som jurist og får job hos en i nogles øjne lidt suspekt advokat. Jobbet bringer ham til Vesttyskland, hvor han kommer i kontakt med unge venstreorienterede. For sagen er, at den unge mand trods sin opvækst i en rigmands-familie og sin uddannelse som jurist er socialist, eller måske derfor, men denne baggrund betyder også, at han ikke helt hører til nogen af stederne, men står lidt udenfor og kigger ind med et ironisk blik.

Familien Lauritzen blev ved de to ældste brobyggeres død splittet af en arvestrid. Den bliver der her løst op for, da den sidste af brødrene erkender, at han ikke er udødelig og sørger for at beskikke sit bo. Måske ikke til alles tilfredshed, men det vil vise sig.

Romanen giver et fint tidsbillede, ikke kun politisk men også kulturelt, og der peges også fremad. Forude ligger berufsverbot og Baader-Mainhof-gruppen i Vesttyskland, og hvad med Vietnam efter at Nixon er blevet præsident?

Det kommer der noget om til næste efterår. Som sædvanlig laver forfatteren sit føljetonnummer med at slutte med en overraskelse, der giver appetit på næste bind af krøniken.

Jan Guillou: 1968
Oversat af Anders Johansen
Forlaget Modtryk. 409 sider. 300 kroner.
Udkommer 13. oktober