Årets store udstilling

Af Margit Andersen

Efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst var for mig årets, ja vist nok flere års, største kunstoplevelse. ”Efter stilheden – Kunstens kvinder tager ordet” hedder den, og det drejer sig om atten kvinder, ti udenlandske og otte danske, der med 130 værker breder sig ud over det meste af indgangsetagen.

Med udgangspunkt i kvindefrigørelsesbevægelsen i 1970’erne og fremefter går udstillingen også 50 år bagud og viser på den måde, hvordan nogle kvinder i de 100 år har brugt kunsten som kampmiddel. Udtryksformerne er ligeså varierede som budskaberne: malerier, grafik, installationer, lyd- og videoværker, is (rigtig is, der smelter i løbet af dagen), billedtæpper, fotografier og sågar et lille propelfly, der svæver under loftet i skulpturgaden.

Fælles for kunstnerne er, at de er engageret i den omgivende verden, den nære såvel som den fjerne, den politiske og den samfundsmæssige. De skaber ikke kunst for kunstens skyld, men for at udtrykke deres meninger, modstand og kritik.

Det er for meget at fortælle om hver enkelt af dem, så her blot nogle spredte nedslag. I indgangsområdet mødes man af Lene Adler Petersens store installation ”Tingene, din historie, befri dig for tingene” fra 1976, som har ligget pakket ned lige siden. Tingene er en opstabling af husholdningsgenstande, nærmest som en barrikade, oven på den står en kvinde som en frihedsgudinde, og rundt om den er anbragt røde faner.

Af portugiseren Paula Rego vises en grafikserie, der med sine rædselsbilleder af illegale aborter er et indlæg i den tids debat om fri abort.

Ursula Reuter Christiansens maleri ”Kvinder frem. Det drejer sig om os” er et gruppeportræt af nogle kvinder og også nogle mænd, der sidder og åbenbart debatterer ved et bord. Underforstået at kvindekamp er også klasse-kamp. Bemærk kvinden i midten, som mange af dette blads ældre læsere vil kunne genkende.

Man kunne blive ved, for alle fortjener at nævnes, men jeg vil slutte med de to kunstnere, der trods alt gjorde størst indtryk på mig. Tyske Käthe Kollwitz kender vi især for hendes billeder af nogle af ofrene for den 1. Verdenskrig, kvinderne der mistede deres mænd og børn, og i det hele taget al den sorg og elendighed, krigen var skyld i. De kan ses her, men også hendes kendte antikrigsplakat ”Nie Wieder Krieg” (1924), der er blevet brugt igen og igen op gennem århundredet. Det var et gensyn men som altid rystende.

Til gengæld var den svensk/norske væver Hannah Ryggen (1894-1970) med hendes store billedtæpper et helt nyt og forunderligt bekendtskab. Hun sad sammen med sin mand, Hans Ryggen, der var maler, oppe ved Trond-heim på et lille husmandssted, hvor de levede af markens fedme, det vil sige hvad de kunne dyrke og med et lille husdyrhold, for der var ikke meget gang i salget af deres værker fra begyndelsen. Hannah fik ulden fra deres får, spandt og kartede selv og plantefarvede den, og det med farverne var hendes alfa og omega. Uden fortegninger vævede hun derefter det, som hun ville fortælle omverdenen, det der var vigtigt for hende.

Den isolerede tilværelse betød ikke, at hun ikke fulgte med i, hvad der skete ude i verden og forholdt sig til det. Hun var pacifist og bliver ofte betegnet som kommunist. Selv definerede hun sig som proletar. Det stærke politiske engagement præger de fleste af hendes værker, for hun vævede ikke for at skabe dekorativ pynt til ”bedre folks hjem”, men for at fortælle om det, der optog og indignerede hende. I 30’erne var det fascismens fremmarch og borgerkrigen i Spanien, i 40’erne krigen og nazismens forbrydelser, senere blev det modstanden mod tilslutning til NATO, Vietnamkrigen og atomvåben.

Både motivmæssigt og teknisk blev Hannah Ryggen en fornyer af billedvævning, der med årene vandt stor anerkendelse, og som i dag regnes for en af Norges store kunstnere efter Munch.

Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet. Statens Museum for Kunst. Indtil den 21. november 2021