Årsmøde i den Internationale bevægelse 

I anledning af 100 året for dannelsen af den kommunistiske internationale mødtes partierne i Izmir, Tyrkiet 

Af Rikke Carlsson

I weekenden 18.–20. oktober 2019 holdt den Internationale Kommunistiske Bevægelse for 21. gang vores årlige møde. I år stod Tyrkiets Kommunistiske Parti (TPK) for værtskabet. Partiets formand, Kemal Okuyan, åbnede mødet og informerede om situationen i Tyrkiet og den fremgang, det tyrkiske parti har. Han slog også fast, at som kommunistiske- og arbejderpartier, er det vigtigt at holde fokus, når det gælder stillingtagen omkring Tyrkiets invasion af Syrien. De virkelige fjender er også imperialismen med dens indblanding fra USA og NATOs side. 

Store imperialistiske interesser

USA og AKP (Erdogan) bevæbnede og trænede de forskellige terrororganisationer til kamp mod den demokratiske valgte Assad-regering i Syrien. NATO, den tyrkiske efterretningstjeneste og CIA arbejder tæt sammen omkring Syrien.

Alligevel lykkedes det for det syriske folk at slå angrebene tilbage, med hjælp fra russerne. Syriske kurdere udgør 11% af befolkningen med den største koncentration i provinserne mod nordvest ved grænsen mod Tyrkiet. Der er store imperialistiske interesser i området, som ikke handler om sikkerhedszoner, Kurdernes frihedskamp eller arbejderklassens fredsønsker. 

Hold hovedet koldt

Hold hovedet koldt. Første skridt er at fjerne al udenlandsk indblanding og suverænt lade det syriske folk selv bestemme deres fremtid inden for deres officielle grænser. 

Det står klart, at al snak om fred og frihed fra de imperialistiske kræfters side, i virkeligheden drejer sig om at opdele landet og splitte det syriske folk. 

Vores solidaritet er med hele arbejderklassen i Syrien, – og de rettigheder og krav de vil stille for deres fremtid.

Hykleriet

Det handler om Syriens uafhængighed, selvbestemmelse og beskyttelse af territoriet.

Al snak om sikkerhedszone for at bringe de syriske flygtninge hjem er hykleri. Ligesom mange kurdiske kræfter der samarbejder med det imperialistiske USA og kapitalen i Tyrkiet. Syrien har lidt nok med død, ødelæggelse og millioner af flygtninge.

Som kommunistiske- og arbejderpartier fordømmer vi på det stærkeste de imperialistiske indgreb fra USA og dets allieredes side, der har skabt en af de største tragedier i det 21. århundrede. Vi er ikke i tvivl om, at de, der har tvunget folk til at opleve denne tragedie for storkapitalens interesser til fordel for udbytterne, vil blive dømt af historien for deres uhyrlige barbariske forbrydelser. 

100-året for dannelsen af den Kommunistiske Internationale

Det 21. møde i den kommunistiske verdensbevægelse markerede 100 året. I indlægget på KPiD’s vegne sagde formanden for Kommunistisk Parti i Danmark, Rikke G. F. Carlsson bl.a. følgende: 

Stiftelsen af den Kommunistiske Internationale i 1919 kom til at betyde fantastisk meget for udviklingen af den kommunistiske bevægelse.

I Danmark og i mange andre lande blev det kommunistiske parti stiftet i kølvandet på dannelsen af Internationalen. Ungdommen tog initiativet og brød ud fra Socialdemokratiet under inspiration fra Internationalen. Her udviklede det sig til at blive et kommunistisk parti byggende på Marx, Engels og Lenin.

En magtfuld fjende

De første år efter den russiske revolution og dannelsen af Komintern var præget af en skærpet klassekamp. Verdenskrigens rædsler fik mange arbejdere til at indse, at krigen var kapitalens krig, mens ofrene var arbejderklassens. Samtidig betød den socialistiske revolution i Rusland, at man nu med egne øjne kunne se, at en ny samfundsstruktur kunne virkeliggøres på baggrund af arbejderklassens behov og erfaringer. 

Sådanne forbilleder har vi ikke mere. Tværtimod fremvises de tidligere socialistiske landes sammenbrud som bevis for, at socialismen fejlede, samt at der kun findes en løsning, og det er den kapitalistiske samfundsform. 

Vi står op imod, at mennesker tror mere på planetens kollaps, end at kapitalismen med dens altødelæggende imperialisme fejler som system.

Det er en farlig fjende, en snu fjende og en meget magtfuld fjende, vi sammen skal rejse befolkninger op imod, med os, de kommunistiske partier som den forpligtende fortrop, Lenin beskrev.

Enhedspolitikken

Fra omkring 1922 satsede Komintern på enhedsstrategien – altså på at mobilisere arbejderne til fælles kamp for fælles interesser, uanset andre uenigheder. I Danmark kaldt Aktionsenhed. Det var samtidig vigtigt, at de nydannede kommunistiske partier lærte at handle ud fra enhedsarbejdets metode uden at opgive egne mål og synspunkter. 

Desværre blev denne strategi undergravet af socialdemokratierne i mange lande. Partierne bevilligede igen til krigsoprustningen, interneringen, anholdelserne, da kommunisttruslen var manipuleret til at være en større trussel mod det bestående, end fascismen var. 

Komintern var præget af indre stridigheder efter Lenins død. Og dette gavnede ikke socialismens kamp. Der blev brugt begreber som social-fascisme mod socialdemokraterne, hvilket var en ideologisk fejl, da det ødelagde muligheden for at danne alliance mellem arbejdere/kollegaer i enhedsfront-strategien mod den fælles fjende. 

Folkefrontpolitikken

Det blev der rettet op på i forbindelse med Komintern´s 7. verdenskongres i Moskva i 1935. Her formuleredes parolen: Fascismen er fjenden! Nu var det på høje tid at samles om folkefrontspolitikken. En politik og alliance der samles bredt mellem arbejdere, selvstændige, småfiskere og småbønder mod fælles mål – at knuse Fascismen. Vi vandt, og vi tabte.  

Vi vandt, fordi vi som kommunister organiserede os illegalt i de besatte lande og kæmpede, og fordi Sovjetunionens røde hær kæmpede med så store ofre. 

Vi tabte, fordi imperialismens krigskøbmænd spillede på to heste og fremstod som befriere, og fordi de fik lov til at slette beviser, fordi de befriede de allerværste til egen fortsatte fordel, og fordi de formidler og forfalsker historien.

Læren af historien

Folkefronten kom tilbage i tresserne i kampen mod atomvåben og under protestbevægelserne mod USA’s krig i Vietnam. Befolkningernes bevidsthed om imperialismen fortsatte langt ind i 1980’erne med fredsbevægelserne. Den er næsten tabt i dag.

I slutningen af tresserne begyndte den europæiske imperialisme, på baggrund af kul- og stålunionen, at opbygge EEC. Igen benyttede vi folkefrontens politik. Nu er EU nået en overstatslig overbygning. Dens struktur er korporativ som fascismen. Den er korrupt, finansstyret, udemokratisk og imperialistisk. Den smadrer fagforeningerne og arbejderrettigheder og ignorerer statslige demokratiske folkeafstemninger.

Den kommunistiske internationales historie er en meget lærerig historie, der viser, at kommunisterne til stadighed skal analysere klassekampens konkrete betingelser i det enkelte land og i den bestemte historiske periode. Såvel arbejdernes aktionsenhed som folkefront strategien var og er relevante – men under ganske forskellige forhold. På forhånd at lægge sig fast på en bestemt model for, hvordan klassekampen skal føres, er dogmatisk og fejlagtig. Strategien ligger fast. Taktikken skal hele tiden følge forholdene.

Kampen for fred og socialisme fortsætter.