Absolut og relativ merværdi

Økonomi

Af Bo Møller

Det er en af de mindre sexede overskrifter. Men det er ret relevant. Det var Karl Marx, der opfandt de 2 udtryk. Den absolutte merværdi/profit vokser, når der ansættes flere arbejdere, eller når arbejdsdagen forlænges. Herved får kapitalisterne en større merværdi eller profit.

Arbejdernes lønninger svarer jo langtfra til den værdi, som de skaber. Resten går til virksomhedsoverskud. Den relative merværdi vokser, når virksomheden med en uændret mængde lønmodtagere får presset mere merværdi ud af dem. Det vil typisk ske ved, at lønnen sættes ned.

Mette Frederiksen og merværdien

Mette Frederiksen fremlagde for et par uger siden en ny stor reformplan: Danmark kan mere I. Selv om hun ikke benytter ordet ’merværdi’, er det reelt det, som meget af reformudspillet dækker over.

Et vigtigt punkt er, at flere skal i arbejde – for herved stiger den absolutte merværdi. Det skal bl.a. ske ved, at færdiguddannede skal skæres i deres arbejdsløshedsdagpenge, for så finder de nok hurtigt et job, er filosofien.

Fribeløbet, som man kan tjene under uddannelsen uden at blive beskåret i uddannelsesstøtten, skal sættes op, for så kommer der flere i arbejde. At uddannelsestiden så risikerer at blive forlænget, ser regeringen ikke som et problem.

Flere folkepensionister skal fortsætte med at arbejde, så den særlige seniorpræmie forhøjes.

Indvandrere – især kvinder – skal fremover arbejde i et nyttejob i 37 timer om ugen for at kunne modtage kontanthjælp. Det er altså en ren straffeaktion, for det er ikke muligt at finde relevant beskæftigelse i 37 timer om ugen til dem.

Disse og flere andre tiltag skal øge arbejdsudbuddet. Hvis det lykkes, kommer der et antal flere i beskæftigelse, men samtidig vil det være til en lavere løn – så det hæver den relative merværdi, for hvis lønnen er lavere, så bliver overskuddet til virksomhedsejeren større.

Men hvorfor mon nu det?

Det er et interessant spørgsmål, for mangler Danmark arbejdskraft, og hvorfor skal produktionen absolut hæves? Det kan man desværre ikke rigtigt læse noget om i reformudspillet.

For kommunisterne er det ikke så klart, hvorfor der skal produceres mere, når en voksende del af produktionen blot tilfalder kapitalejerne. Progressive dele af fagbevægelsen har stillet krav om en klækkelig nedsættelse af arbejdstiden. Det vil ramme den relative merværdi, men det overlever virksomhedsejerne nok!

Det er sandt, at nogle områder mangler arbejdskraft.
Det gælder specielt for de offentlige velfærdsjobs som sygeplejersker og pædagoger. Men her er forklaringen især, at disse typiske kvindejobs er underbetalt. Hvis lønnen blev sat væsentligt op, ville det føre til, at flere ville starte på den relevante uddannelse, og flere færdiguddannede ville tage arbejde i det fag, de er uddannet til.

Hvad er alternativet?

KOMMUNIST har tit skrevet om påstanden om, at bare der kommer et større udbud af arbejdskraft, så stiger beskæftigelsen.

Men det er en løs påstand. Et større udbud af arbejdskraft får ikke automatisk virksomhederne til at ansætte flere. Alternativet er, at arbejdstiden sættes ned, at det offentlige via højere skatter kan betale sine ansatte en anstændig løn, at hetzen mod indvandrere og flygtninge standses, og at der sættes fut i de grønne omstillinger af økonomien – og det uden at virksomhederne absolut skal tjene ekstra på det!