Aktivering, et dyrt eksperiment

Allerede i 2013 blev politikere gjort bekendt med, at aktivering er spild af milliarder, da der ikke er evidens for, at det virker. Alligevel fortsætter aktiveringscirkusset uanfægtet.

Af Lili Rodeck

Jævnligt kommer der artikler om syge, som tvinges til sære aktiveringskurser. Et eksempel er, at en mand, som er dårligt gående, bliver sendt på et salsa-aktiveringskursus. Selv normalt gående vil finde et sådan kursus irrelevant.

Man har lavet en undersøgelse om, hvor vidt aktivering hjælper syge. Og svaret er nedslående. En tredjedel kommer efterfølgende i job. Men det ville de nok være kommet uden aktivering. Undersøgelsen konkluderer, at aktivering af syge er spild af penge.

Men måske er aktiveringsmålet ikke at få folk i arbejde, men at knægte dem, så de lystrer bedre eller bliver så gale i skralden, at de ikke møder op og derved fratages offentlige ydelser, eller at de bliver så psykisk dårlige, at de ender med at kaste sig ud foran et tog. Sikkert er det, at Danmark har en meget høj selvmordsrate.

Skandalerne om førtidspension

Når så det gælder førtidspension, kan man se, at en kommune gennemgik alle sager, hvor man kunne formode, at arbejdsevnen var ringe eller ikke eksisterende. De fandt kun 3%, som de så mente skulle få tilkendt førtidspension.

Man har også gennemgået de sager, hvor førtidspension er tilkendt. Og besynderligt nok er angst en ret så sikker grund til førtidspension. Det kan undre, da en hel del af dem, som søger førtidspension, har fysiske skavanker eller er meget nedslidte. Måske skal grunden findes hos sagsbehandlerne, som selv frygter ubegrundede angst-anfald, men samtidig har en tro på, at alle fysiske skavanker bare handler om at genoptræne maskineriet. Socialrådgiverne er alle vokset op med ”apparat-fejl modellen”.

Piner de svageste

Det ville være en fin besparelse, hvis man bruger aktiveringspengene på at hjælpe dem, som kan hjælpes til uddannelse eller arbejde. De, som ingen gavn har af at blive kastet rundt i aktiveringstilbud, bør man bruge tid på at lytte til, hvad de selv forestiller sig. De færreste ønsker nemlig førtidspension, da pensionen ikke er prangende. Mange af de mennesker med nedsat funktionsniveau ønsker flexjob eller revalidering til et job, de kan klare.

Men desværre har vi politikere, som tror, at alle mennesker tænker som dem.

Et samfund bør vurderes på, hvordan det behandler de svageste. Og her står Danmark frem som et land, der piner og plager arbejdsløse, syge og socialt udsatte.

Danmark er ellers rigt nok til at kunne give alle et værdigt liv. Men måske er vi i samfundsdebatten mere optaget af at hjælpe folk til en værdig død.