Andelsboligtanken er blevet ødelagt af Socialdemokratiet

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 10-2024] I en artikel i Politiken den 22. august konstateres det, at der næsten ikke oprettes nogen nye andelsboligforeninger i København, og det forklares med, at kreditforeningerne har ændret lånereglerne, så der også skal ske en kreditvurdering af hvert enkelt medlem, når der skal optages lån i forbindelse med en overtagelse.

Men den virkelige årsag skal findes et helt andet sted: nemlig at priserne for udlejningsejendomme er blevet mangedoblet siden 1996, da lejeloven blev ændret. Den gav nu udlejerne mulighed for, efter en modernisering af en fraflyttet lejlighed, at forhøje lejen væsentligt, da den ikke længere var omfattet af den omkostningsbestemte leje.

Den fidus fandt en række boligspekulanter og senere pensionskasser ud af var en lukrativ forretning, og de betalte derefter gerne store summer for udlejnings­ejendomme. Ved den offentlige vurdering i 2005 steg værdien af disse 3–4 gange, og det fortsatte også ved de efterfølgende vurderinger.

Stigende priser

Det smittede også af på priserne for andelsboliger, fordi de blev vurderet som udlejningsejendomme, og nogle sælgere af andelslejligheder fik svært ved at opnå den maksimale pris, som andelsboligforeningen beregner.

På et tidspunkt begyndte de allerede eksisterende andelsboligforeninger at bruge den såkaldte valuarvurdering til fastsættelse af andelskronen i stedet for den offentlige vurdering, og det førte til yderligere stigninger i priserne, så nogle andelslejligheder kom til at koste det halve af en ejerlejlighed.

I 2019 kom det frem, hvilke metoder kapitalfonden Blackstone brugte for at få folk til at fraflytte deres lejligheder, og hvordan de f.eks. rev næsten nye køkkener ned for at kunne opfylde kravet om, at der skulle bruges et bestemt beløb til forbedringer for at lejen kunne forhøjes.

Der blev derfor vedtaget en lovændring om, at man skulle have ejet en ejendom i fem år, før man kunne begynde at renovere lejligheder, og hus­leje­nævnet skulle kunne afvise det, hvis lejligheden i forvejen var rimeligt moderniseret.

Regeringen ville ikke stramme reglerne yderligere, da den var bange for, at det ville betyde, at ejendomspriserne ville dale og dermed skabe problemer for pensionskasserne.

Bolig en menneskeret

I artiklen udtaler forhenværende boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at spekulationen i andelsboliger begyndte, da det i 2005 blev muligt at belåne sin andels­bolig. Den samme påstand kom boligminister Kåre Dybvad med på et pressemøde i 2020, da jeg spurgte, om det ikke var loven af 1996, der var årsagen til, at andelsboliger var blevet så dyre.

Åbenbart vil socialdemokraterne ikke erkende, at loven af 1996 er årsagen til, at prisen på andelsboliger er steget så meget.

Dengang man vedtog loven, begrundedes det med, at der var mange nedslidte udlejningsejendomme, og med den nye lov blev det mere rentabelt for husejerne at renovere.

Havde man ikke vedtaget denne lov, havde det været muligt at oprette mange andelsboligforeninger, som kunne renovere ejendommene, uden at det blev dyrt for andelshaverne.

Hvis man ser sig omkring i København, så er det tydeligt, at nogle af de bedst vedligeholdte ejendomme er andelsboligforeninger, mens det kniber med vedligeholdelse af ejerlejligheder, fordi mange nye ejere ikke har råd til store forbedringer, da deres økonomi i forvejen er stram.

Desværre kan vi, som Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler, ikke komme ketchuppen tilbage i flasken, men hun glemmer, at det var Social­demokratiet, der åbnede den i 1996 og dermed ødelagde ideen bag andelsboliger, nemlig at skaffe billige og spekulationsfrie lejligheder.