Antikommunismens forskellige former

Man kan ikke lave revolution med hvide handsker

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Den 11. november blev der i København afholdt en solidaritetsfest arrangeret af Kommunistisk Parti i Danmark og Kommunistisk Parti. Den blev afholdt for at markere 100 års dagen for den socialistiske Oktoberrevolution. Denne manifestation tiltrak over 200 mennesker, der alle var med til at gøre mødet til en kraftig ”reminder” om, at når vi står sammen, kan vi også udrette noget, der giver optimisme og muligheder for videre fremstød.

I tiden op til 100 års dagen var vi vidne til det ene angreb efter det andet på Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen. De kom både fra de reaktionære kræfter og også fra mennesker, som betegner sig selv som progressive, ja endda som socialister.

De reformerte

Det er kendetegnende for disse politikere og meningsdannere, at mange af dem har haft deres ungdom i DKP og DKU. Deres ændrede holdninger skyldes ikke så meget nye ideologiske overvejelser, som det skyldes, at de ønsker at ”befri” toppen af det kapitalistiske magtapparat for de forhindringer, der ligger i vejen for en tilpasning til kapitalismen og dens politik.

Det er en kendsgerning, at de har ændret de politiske programmer, som det er sket i Enhedslisten. Det bekræfter, at de ser programmernes henvisning til socialisme og omvæltning af kapitalismen som en trussel mod deres egne politiske ideer.

Dermed anerkender de betydningen af et revolutionært parti med et revolutionært program – blot på en anden måde, end de måske havde tænkt sig.

De, der opgiver deres socialistiske principper, har foretaget en tilpasning til den eksisterende magt i samfundet, og de præsenterer det som en ”realistisk” politik. Ofte hævder de, at det oprindelige socialistiske udgangspunkt eller partiets program er forældet. Det sker altid uden at forklare hvorfor. De siger, at det handler om en ændret ”sprogbrug”, og at det ikke er en virkelig ændring af deres politik.

I det hele taget er det kendetegnende for alle reformationer, at de tilpasses til den herskende magt – lige fra kristendommens tilpasning til det romerske slavesamfund til ”venstrefløjens” accept af kapitalismen. De bliver præsenteret som en fortsættelse af den hidtidige linje snarere end et opgør med den oprindelige revolutionære politik for et nyt samfund.

Den ”nødvendige” politik

Det ideologiske kollaps i arbejderbevægelsen betyder også, at når de socialdemokratiske partier har regeringsmagten, bliver politikken baseret på at administrere kapitalismen. Kapitalismen er i en uafbrudt krise. Det fører til, at de udfører kapitalisternes beskidte arbejde med angreb på arbejderklassen og unge som ældre. Denne linje har ført til krise og valgnederlag i mange lande: Tyskland, Frankrig, Italien, Norge og Danmark.

I diskussionerne om ideologier og programmer nævnes det ofte, at verden har forandret sig, og at Sovjetunionens sammenbrud og globaliseringen har forældet de klassiske ideologier om socialisme og kommunisme. Ideologier er noget, som man henregner til 60’erne og 70’erne.

Nogle går endda så langt som at mene, at socialismen kun var aktuel på Marx’ tid. Dengang arbejdere var arbejdere og var ufaglærte og gik i blå overalls. At denne beskrivelse ikke passer overens med, hvordan verden faktisk så ud på Marx’ tid, og at det heller ikke var, hvad Marx sagde, er ikke noget, man går så højt op i.

Gamle ”nyskabelser”

Sådanne argumenter følges sjældent op af reelle analyser. Ofte opremses en række teknologiske og geopolitiske ”nyskabelser” og forandringer, som om det var argument nok for en så vidtgående påstand, som at ideologierne er forældede.

Når man ikke længere tror på socialisme/kom-munisme som et alternativ til kapitalismen, vil man søge kompromiserne og acceptere nedskæringer, privatiseringer, bankpakker, EU’s finanspagt, NATO’s krigspolitik o.a. ud fra argumentet om, at ”vi er alle i samme båd”, og at nedskæringer og lønnedgang er en samfundsnødvendighed.

De såkaldte ”nye” ideer, der præger den ”røde” gruppe i Folketinget og ”opgøret” med socialismen og deres tilpasning til den ”nye situation” er i virkeligheden sjældent særlige nye. Ofte kan de spores tilbage til gamle ideologier i ny indpakning.

Marxismen/leninismen er fremtiden

Uden et ideologisk støttepunkt (marxismen/leninismen) til at forstå verdens tildragelser bliver man kastet viljeløst rundt af begivenhedernes gang.

Det manglende ideologiske holdepunkt har ført til mere og mere overfladiske analyser, hvilken igen fører til, at mange progressive baserer deres politik på borgerlige analyser og nyheder. Eksempler er der mange af, f.eks. at man accepterer myten om ”ældrebyrden” og godkendelse af imperialismens krige.

En klar videnskabelig ideologi kunne have givet de nødvendige analyseredskaber til at stå imod den herskende klasses propaganda.

Verden er i forandring

Selvfølgelig har verden forandret sig siden 70’erne. Verden forandrer sig hele tiden. Derfor er opgaven at skille skidt fra kanel og analysere, hvor dybt disse forandringer går og hvilken betydning de har for den grundlæggende analyse af verden i dag.

Sandheden er, at forandringerne i verden i de sidste 25 år, eller for den sag skyld i de sidste 200 år, ikke har forældet den videnskabelige socialisme. Tværtimod har de bekræftet de grundlæggende analyser.

På Marx’ tid var det kun en mindre del af verden, der var kapitalistisk, hovedsageligt koncentreret i Vesteuropa og Nordamerika. I dag har kapitalismen spredt sig til alle dele af verden og skabt et tæt integreret verdensmarked med færre og færre monopolistiske selskaber. Det var den udvikling, som Marx og Engel forudså og skrev om i Det Kommunistiske Manifest.