Appel om samarbejde fra 3F ungdom
Kampagne fra 1. maj om arbejdsvilkår
3F ungdom har i et brev til partierne i ”Rød blok” og de kommunistiske partier appelleret til samarbejde om at forbedre arbejdsvilkårene, hvis det skal være muligt at holde til den forhøjede pensionsalder. I brevet skriver de:
30 timers arbejdsuge
Rigtig mange 3Fere går en uretfærdig hård alderdom i møde. Der er i en alt for lang periode lavet uretfærdige ændringer i arbejdslivet for folk i erhvervsfaglige jobs. Derfor vil det være fornuftigt både menneskeligt, socialt og økonomisk at sætte arbejdstiden ned til 30 timer ugentligt med fuld lønkompensation.
Folketinget har vedtaget en højere pensionsalder. Det giver os store problemer, fordi vi starter tidligt i uddannelse, og bagefter sidder vi ikke ligefrem stille på vores arbejde. Rigtig mange 3F’ere kan simpelthen ikke holde til at være på arbejdsmarkedet til en alder af 68-72 år. Oven i kan vi så se en finanslov, hvor der blev skåret ret alvorligt på arbejdstilsynet.
Forandring påkrævet
Den stigende nedslidning, og de dertil knyttede sundhedsudgifter, udgør et kraftigt indhug i samfundets ressourcer. Der er derfor ikke kun alvorlige moralske problemer forbundet med at ca. 1 million mennesker i Danmark forhindres i at arbejde.
Vi mener det er på tide at skabe en positiv forandring for det hårdt arbejdende danske folk.
Derfor vil det være fornuftigt både menneskeligt, socialt og økonomisk at sætte arbejdstiden ned til 30 timer ugentligt med fuld lønkompensation.
Hvis vi skal vente med at gå på pension, så må man regulere arbejdstiden så vi arbejder lidt mindre om ugen. Ligesom de sidste gange man har sat arbejdstiden ned, forventer vi også den her gang at der vil komme en bedre og mere regelmæssig produktion.
Støt vores krav
På baggrund af de her ting, vil vi gerne starte en kampagne i samarbejde med jer. En kampagne vi vil starte den 1. maj. Med krav om en arbejdstidsnedsættelse og vi vil gerne i den forbindelse lave politisk alliance med jeres parti, hvad siger i til det?
Vi har 7 argumenter for hvorfor det vil gavne os alle:
– En hævet pensionsalder gør, at arbejdstiden for hele arbejderens liv er hævet væsentligt.
– Mindre nedslidning betyder færre offentlige udgifter til de syge.
– Afkortningen af arbejdsdagen vil give bedre og mere regelmæssig produktion.
– De største fremskridt i forhold til bedre arbejdsmiljø er sket ved nedsættelse af arbejdstiden.
– Et arbejdsmarked der rummer flere, dvs. færre på passiv forsørgelse.
– Udvidelse af demokratriet, mere tid til familie, fritid og samfund.
– Styrkelse af landområderne, i det folk nemmere kan få hverdagen til at hænge sammen med transport til og fra arbejde.
Kammeratlige hilsner
Emil Olsen, murersvend
Formand for 3F Ungdom