Arbejderbladet og Obadias

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 1-2024] Den 20. maj 1920 udkom Arbejderbladet for første gang. Det blev udgivet af Danmarks kommunistiske Føderation, som var en sammenslutning af Danmarks kommunistiske Parti (DKP) og Fag­oppositionens Sammenslutning (FS). Bladet var en fortsættelse af DKP’s Arbejdet og FS’s Solidaritet, og det udkom som dagblad.

Men i februar 1922 standsede det som dagblad, da partiet blev splittet. Udbryderne, det såkaldte Blågårdsgadeparti, erobrede Arbejderbladet, og det såkaldte Møntergadeparti udgav Klassekampen.

Efter partiet blev genforenet i oktober 1923, udkom Arbejderbladet uregelmæssigt på grund af af stridigheder i ­partiet og manglende økonomi. Først efter Kominterns åbne brev til partiet i slutningen af 1929 lykkedes det langsomt at standse stridighederne, og fra 1932 kunne Arbejderbladet udkomme to gange om ugen.

For 90 års siden, den 2. januar 1934 begyndte Arbejderbladet igen at udkomme som dagblad, efter at der i løbet af 5 måneder var blevet indsamlet 35.000 kr. Det var en stor sejr for partiet.

Det gav også mulighed for at bringe flere og forskelligartede artikler. Den 23. februar dukkede en lille ubetydelig spalte op i bladet, som var skrevet af en Obadias. Der var tale om en kort satirisk kommentar til små og store begivenheder og personer, og blandt yndlingsofrene var Stauning og justitsminister Zahle. Den blev en fast spalte frem til 22. juni 1941, og der blev bragt over 1000 Obadiaser.

Spalten blev så populær, at Arbejderforlaget i slutningen af 1934 udgav 32 Obadiaser i bogform med illustrationer af Hans Scherfig.

Nu kan vi igen stifte bekendtskab med Obadias, for historikeren Erik Voss har samlet andre 40 Obadiaser fra samme år i bogen ”Obadias 1934”. Da der forekommer personer og begivenheder, som mange ikke kender i dag, har Erik Voss skrevet noter til nogle af artiklerne for at lette forståelsen.

Der bringes også en række af Scherfigs illustrationer, samt tre nye af grafikeren Verner Brems, som også har stået for bogens layout. For at give tidskolorit er der indflettet annoncer, artikler og fotos fra Arbejderbladet.

Men hvem er denne Obadias? Det er den allermindste af de små profeter, som der står i forordet til Arbejderforlagets udgivelse. Hans samlede produktion fylder knap en side i biblen. På en måde er han biblens petitjournalist. Arbejderbladets Obadias er også petitjournalist, men derimod ikke profet, og han modtager ikke åbenbaringer.

Da Arbejderforlaget udgav Obadias, var der på forsiden et foto af ham. Det var sammenkopieret af portrætter af Hans Kirk, Hans Scherfig, Edvard Heiberg og Børge Houman, som alle havde ydet bidrag til spalten.

Morten Thing skriver i sin biografi om Hans Kirk, at det var Kirk, der skrev de fleste. Det begrunder han med, at i de perioder, hvor der ikke blev bragt nogen Obadias, var Hans Kirk i gang med at skrive nogle af sine romaner.

Spalten forsatte dagligt i Land og Folk efter besættelsen, men hed nu NB, og de fleste af kommentarerne blev også skrevet af Hans Kirk.

Obadias 1934, samlet af Erik Voss. 76 s. 100 kr. plus porto ved forsendelse. Den kan købes i Bogcafeen, Frederikssundsvej 82, København NV og Bogbutikken Spartacus Studsgade 12, Århus.

——

Obadias, 17. marts 1934:

Store ord og fedt flæsk

Under behandlingen af huslejeloven i Folketinget opfordrede Arne Munch-Petersen arbejderne i alle lande til at forene sig mod det blodregimente, der føres i Tyskland og Østrig.

Derefter greb formanden, socialdemokraten Hans Rasmussen, ind og erklærede, at vor partikammerats udtalelser var aldeles utilbørlige, og at forretningsordenens bestemmelser i tilfælde af gentagelse ville blive sat i kraft.

Det må være sært for de socialdemokratiske arbejdere at læse om dette optrin i Folketinget. Hvis det ikke er et blodregimente, der føres i Tyskland og Østrig, hvordan kan det da hænge sammen med de skildringer, som Socialdemokraten har givet af naziterror og koncentrationslejre?

Og hvordan forholder det sig med det forlydende, som også har fundet plads i Socialdemokratens spalter, om at arbejderkvartererne i Wien skal være blevet beskudt med kanoner, arbejdere, kvinder og børn mejet ned med maskingeværer, og arbejderførere stillet for standret og skudt?

For socialdemokratiske avislæsere må tilværelsen være fuld af gåder.

Nej, det er såmænd meget simpelt, simpelt i ordets bogstaveligste forstand. Der er forskel på socialdemokratiske fraser og socialdemokratisk politik. Da kommunisterne foreslog socialdemokratiet at danne fællesfront mod nazismen, fik vi at vide, at her nyttede protester og demonstrationer ikke, her gjaldt det handling. Nazityskland skulle boykottes handelsmæssigt, ingen tyske varer ind i danske hjem, før demokratiet igen var indført.

Jo, god morgen min høje hat. Et par måneder efter underskrev den socialdemokratiske handelsminister en handelstraktat med nazisterne, og den tyske radio meddelte, at overenskomsten var overordentlig gunstig for den nazificerede tyske industri.

Det er en utilbørlighed at sige sandheden om nazismen i Folketinget. For de store ord hører hjemme i Socialens spalte og på de møder, hvor socialdemokratiske førere taler til arbejderne.

Men i Folketinget må man først og fremmest tage hensyn til det fede flæsk.