Skip to content

Arbejdermuseet og oktoberrevolutionen

Det er fint, at Arbejdermuseet har husket at markere 100-året for oktoberrevolutionen, men til gengæld er der grund til at kritisere den måde, det er sket på.

På selve revolutionsdagen den 7. november havde museet sammen med en række organisationer indbudt til heldagskonferencen ”Russisk Revolution 1917-2017”.

På en forespørgsel til museet om, hvorfor man f.eks. ikke havde en indbudt en kommunist til at indlede, undskyldte man sig med, at ”fokus har været på folk med faghistorisk indsigt i emnet”, og at ”det ikke har været et formål, at bestemte politiske grupperinger skulle være interesseret.”

Næsten alle indlederne på konferencen var negative over for Oktoberrevolutionen og kaldte den et kup. Dermed fik man et ensidigt billede, fordi der ikke var givet plads til andre synspunkter. Denne ensidighed kan ikke undskyldes med, at det var faghistorikere der var indbudt, men må være en bevidst holdning fra arrangørernes side.

I museets stueetage er der etableret en mindre udstilling, der bl.a. fortæller om, hvordan to danskere oplevede Oktoberrevolutionen på tæt hold, nemlig maleren Eduard Saltoft (1883-1939) og juristen Hermod Lannung (1895-1996).

Den første var repræsentant for Røde Kors og rapporterede om begivenhederne til Berlingske Tidende, mens den anden, der arbejdede på det danske gesandtskab, skrev til Sorø Amtstidende. For Lannung betød dette og senere ophold i Sovjetunionen, at han fra 1924 og frem til sin død var aktiv i venskabsarbejdet med Sovjetunionen.

Med på udstillingen er også en tredje person, Marie Nielsen, der i 1920 deltog i Kominterns 2. kongres som repræsentant for Kommunistisk Lærerklub. Da hun kom hjem, rejste hun landet rundt og holdt for fulde huse lysbilledforedrag om Sovjetunionen. Efter hendes eget udsagn havde hun ca. 15.000 tilhørere, hvilket viser noget om hvor stor interessen var for, hvad der foregik i Sovjetunionen.

Anden del af udstillingen er på første sal, hvor der fortælles om, hvordan Socialdemokratiets første reaktioner på revolutionen var, og hvordan forskellige politiske partier markerede den. Her kan bl.a. ses DKP’s novemberfest plakater.

Arbejdermuseet: Revolution. Oktober 1917. Slutter 31.1.2018.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk