skip to Main Content

Arbejdernes internationale kampdag 1. maj – og alle de andre dage

Hver eneste dag er en kamp, og den er hård

Et er at feste med sine kollegaer og fejre sammenholdet på denne dag. Det må så undværes i år, men et andet er at bakke op om og deltage i de daglige kampdage, for de er der hver eneste dag.

Et eller andet sted i Danmark er din fagforening ude i vores hverdagsliv sammen med medlemmerne for at kæmpe for en overenskomst, et arbejdsmiljø, penge, der ikke er blevet udbetalt, en uberettiget fyring, sexchikane – og listen er lang. Der er aldrig en pause. Og hjemme på kontoret kæmpes der for en førtidspension på grund af en arbejdsskade eller fejl i lønsedlen. 

Brug for hinanden

Heldig er man, hvis man aldrig har haft brug for sin fagforening. Og heldig er man, hvis man har. Heldet ligger i solidariteten. Har man aldrig haft brug for den, må det være, fordi ens overenskomst er god og tryg, og at den overholdes af ens arbejdsgiver.

Men når det ikke er tilfældet, så er man på skideren uden sin fagforening. Og det kan blive rigtigt dyrt.

Der er mange, som brokker sig over fagbevægelsen, taler om tvangsmedlemskab, pamperi osv. Men hvem har interesse i at splitte den ad? Ingen arbejdsgiver brokker sig over sit medlemskab i Dansk Arbejdsgiverforening – og det tror fanden. Hvem kører med klatten i øjeblikket? 

År efter år har vi fået tudet ørerne fulde om, at der ikke er råd, eller at der lige har været en krise, og for det meste ender det op i, at vi stemmer ja til en dårlig overenskomst. Desværre er anbefalingerne videregivet fra toppen af fagbevægelsen, og imens griner arbejdsgiverne hele vejen til banken.

Tag ansvar

Den eneste måde at ændre det på er ved at være aktiv. Vores krav må være stærkere, især fordi en stor del af fagbevægelsens medlemmer er sårbare og let falder ud, hvis de bliver arbejdsløse eller syge. Sidst har arbejderpartiet Socialdemokratiet sammen med andre valgt at finansiere Arne-pensionen med forringelser for arbejdsløse.

Mange syge og arbejdsløse mister kontakten til fagbevægelsen og står uden en forsvarer. Ligesom alle dem, der er røget ud af dagpengesystemet og endt på kontanthjælp, og dem, der er ramt af gensidig forsørgerpligt. Hvem skal forsvare og kæmpe for dem? Det kan kun fagbevægelsen og dens solidaritet.

Sammenholdets forsvarer

Vi har kun hinanden, om vi er offentligt- eller privatansatte, om vi er arbejdsløse eller underbetalte udlændinge, om vi er lærlinge eller vikaransatte. Vores krav er ikke urimelige.

Denne kamp er ikke ny. Men at gå fra slavelignende forhold uden rettigheder til at organisere sig, som vore forgængere viste os, det trænger verden ved gud til. Vi har kolleger overalt på kloden også i større kampe, end vi står i her i Danmark. 

Men vi er forenet i denne internationale kampdag 1. maj. Og det er stort. Det er en stolthed at tænke tanken. Det giver kuldegysninger at vide, at vi aldrig er alene.

Rimelige krav

De krav, vi stiller til overenskomster, lyder logiske for de fleste af os, små ydmyge krav om at tilstræbe et arbejdsliv, der ikke slider os ned, krav om at teknologi bør aflaste og ikke afskaffe os, om et arbejdsliv, der ikke gør os syge og giver plads til et udfoldelsesliv ved siden af. Et arbejdsliv, der gør os trygge og betaler vores værd. En værdig pensionsalder, der takker for indsatsen.

Samme syn skal gælde, hvis vi bliver syge eller arbejdsløse, for vi skal huske, at det sjældent er vores skyld, at vi mister jobbet. Vi er ikke skyld i coronakrisen. Vi lukkede ikke fabrikkerne eller lufthavnen, skibsværfterne, slagterierne. 

Vi brugte heller ikke muligheden for at forringe ansættelseskravene, da folk skulle genansættes. Men vi betaler for hjælpepakkerne gennem vores fælles skatter.

Fagbevægelsen er vores kamp- og interesseorganisation, og vi må styrke den ved at deltage aktivt.

Sammenhold i en enhedsfagbevægelse, hvor vi sammen med vore kolleger styrker klassebevidstheden og styrker solidariteten. Vi er ikke konkurrenter. Der er brug for os alle, og det skal vi fortælle vores såkaldte arbejderpartier. Vi ved, hvad vi er værd, og det er værd at kæmpe for.  

God kampdag – hver dag.

Back To Top