Arvesynd

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 5-2022] Der er romaner, der går lige ind, og andre der ryger ud. Det er enkelt nok. Men så er der de lidt sværere, hvor der er meget godt, både i stil og indhold, men også nogle snublesten. Sådan er det med Vibeke Marx’ bøger om Knud (Jord og hjerte, 2019) og den nys udkomne, selvstændige fortsættelse ”Anton”.

Knud og Anton er far og søn, men de kender ikke hinanden af andet end navn og omtale. Knud vokser op i en mindre sjællandsk by i begyndelsen af 1900-tallet. Faren er førstelærer i skolen, hjemmet med mange børn er fattigt men trygt undtagen for Knud, der er en indadvendt drømmer, som lider under, at han ikke kan leve op til sin fars krav og i det hele taget føler sig udenfor. Han kommer i tømrerlære og får en kæreste, men da hun bliver gravid, tager han flugten. Den ender i Skotland, hvor han får arbejde på et værft i Glasgow og halvhjertet deltager i fagforeningsarbejde og strejker. Hans rastløshed driver ham videre, og det ender med, at han bliver gift, får et barn og overtager svigerfamiliens fårefarm.

Men så kommer ulykken, måske straffen for hans tidligere svigt. Kun gennem breve fra hans søster har han fulgt med i, hvordan hans søn i Danmark har det, og det er ikke gode tidender.

Sønnen, Anton, som er hovedperson i romanen af samme navn, vokser op på et lille landbrug med en brutal stedfar, sin underkuede mor og nogle sted- og halvsøskende. Anton er ikke bare udenfor, men han er horeungen, der bliver pint og plaget, uden at moren tør forsvare ham. Den materielle og åndelige armod sammen med mishandlingen betyder, at Anton bliver følelsesmæssigt og socialt handicappet.

Den eneste stærke følelse, der lever i ham, er hadet til den far, som svigtede ham og hans mor. Fra en lærerinde, det er faktisk Knuds søster, ved han, at Knud er i Skotland, og han tager dertil for at få afløb for sit had. De mødes, og det bliver skæbnesvangert, om end ikke så fatalt som Anton tror i mange år.

Knud vender tilbage til Danmark, mens Anton for en tid ender på Færøerne, hvor han arbejder i fiskeindustrien og under krigen sejler fisk til England. Da den slutter, vender også han tilbage til Danmark og begynder at arbejde som murerarbejdsmand. Han møder Ingeborg, de bliver gift, får to døtre og ender i 50’erne med at sidde med hus og bil.

Men ligesom Knud og Anton ligner hinanden i sind og skind, så gør deres skæbner det også. Fædrenes synder nedarves på børnene.

På minussiden i de to romaner er, at Knuds og Antons følelsesliv bliver udpenslet lidt for meget, som om forfatteren vil sikre sig, at vi nu også forstår, hvad det er, der driver dem. Det havde ikke gjort noget, hvis vi selv fik lov til at tænke og digte lidt med. Plussiden vinder dog, for det er et fint dobbeltportræt af Knud og Anton, og af arbejderklassens vilkår i første halvdel af 1900-tallet, fortalt med varme og klassebevidsthed.

Vibeke Marx: Anton. Modtryk. 330 sider. 300 kroner