At få livet til at hænge sammen

Af Sine Bilfeldt

[KOMMUNIST 1-2025] At rode rundt i de mange forskellige roller, jeg skal udfylde i mit eget liv, for både at være en flittig studerende, en god mor, en selvstændig kvinde, og en god ven, kan være rimelig anstrengende.

Jeg står et sted i mit liv, hvor jeg føler mig enormt splittet. Jeg er enlig mor, studerende, arbejdende og nærmer mig min 30-års fødselsdag. Jeg kan relatere og sympatisere med så mange forskellige aspekter i tilværelsen. Nogle gange føler jeg mig, som om jeg er få meter fra plejehjemmet – ryggen knager, trætheden vinder ind, og jeg vil egentlig helst bare have en kop te og et uldtæppe. Andre gange agerer jeg, som om jeg er 16 år gammel med en Harboe-øl i den ene hånd, og en tændt smøg i den anden – helst nasset af en anden ryger, fordi SU’en ikke rækker til meget mere luksus end pasta med ketchup.

Dyrt at bo

På nuværende tidspunkt kan man få SU på videregående uddannelse på 6.820 kr. før skat, hvis man er udeboende. Fordi jeg er enlig forsørger, får jeg det dobbelte, og det er jo skønt. Men når priserne på almene boliger og dagligvarer bliver ved med at stige, så forslår SU’en lige så lidt som en skrædder i helvede.

Personligt har jeg ca. 9.000 kr. udbetalt hver måned, og de første 3 år af min uddannelse boede jeg i en almen bolig med en husleje på omtrent 11.000 kr. om måneden. Det har kostet mig 150.000 kr. i studiegæld indtil videre og derudover optaget alle mine weekender, fordi jeg har arbejdet, når min søn er hos sin far for at få regnestykket til at gå op.

Dyrt at leve

Midt i alt mit eget kaos modtager jeg en besked fra uddannelses- og forskningsstyrelsen i min e-Boks om den nye SU-reform, der træder i kraft i 2027.

Jovist, jeg mindes svagt, at jeg har modtaget en eller anden besked i e-Boksen for et års tid siden om at der sker noget med SU’en, men at det ikke kommer til at påvirke mig, og så har jeg lagt det i glemmebogen, bag ved de hundredetusinde andre ting som rent faktisk påvirker mig i hverdagen.

Men da jeg læste den seneste besked, kom følelsen – mor er ikke bare skuffet, mor er rasende! For det kommer i praksis til at betyde, at de studerende fremover kun har SU til den normerede studietid, og ikke én måned mere.

Så hvis man efter 3 måneder finder ud af, at man har valgt den forkerte uddannelse og vil skifte til en anden, eller hvis man ikke gennemfører sin uddannelse til den normerede tid, så skal der penge op af lommen senere.

Dyr fremtid

Beskeden røg nok ind i postkassen i det helt rigtige sekund, hvor der hverken var et barn, der hev i mig, en studiegruppe, der sendte vigtige artikler, der skal læses, kolleger, der havde problemer med at få vagtplanen til at hænge sammen, eller den konstante nyhedsstrøm, som man bør følge med i.

I hvert fald var der 5 minutter til at sidde med min gode gamle ambivalens, hvor jeg på den ene side kan ånde lettet op og sige “pyha, det kommer heldigvis ikke til at påvirke mig”, og på den anden side kan jeg sympatisere med de unge, der bliver pisket igennem uddannelsessystemet, og – i min verden – det absolut vigtigste; min søn.

Efter de få minutters tanker, kom jeg nemlig frem til én konklusion: jeg bliver nødt til at lave en ekstra opsparing, for ellers kan min søn ikke tage en uddannelse. I hvert fald ikke uden at gældsætte sig for resten af sine dage. For snedigt nok er der skåret i SU-klippene, men man kan til gengæld godt tage 24 måneders slutlån når SU’en er udløbet, og det er udover SU-lånet, man kan tage, imens man studerer.

Skræmmende fremtid

I min skoletid var den rigtige opskrift at tage tiende klasse for lige at finde sig selv og være kreativ et år, men kun så man var klar til at komme direkte på gymnasiet og videre på universitetet bagefter, for det var det, vi manglede i samfundet.

Nu er det en ny opskrift. Tiendeklasserne skal droppes, og vi skal have de unge ind på uddannelser som er målrettet arbejdsmarkedet – mere præcist alle de professioner, som nægtes fair arbejdsforhold og løn i forhold til, hvor stor en forskel de gør for samfundet. Tillykke med huen, snup et ekstra honninghjerte.

Jeg ved ikke, hvordan det “korrekte” uddannelsesforløb ser ud, når min søn bliver ældre, men jeg er desværre overbevist om, at velfærdssamfundet er i fuld gang med at smuldre, så en grundværdi som retfærdig fordeling af lige uddannelsesmuligheder til alle, kan vi godt vænne os til bliver en saga blot, hvis det fortsætter på den her måde.