Belfast da Branagh var dreng

Af Margit Andersen

♥♥♥♥♥

Kenneth Branaghs film „Belfast“ er en kærlighedserklæring til byen, som den var, da han var dreng, og den er dedikeret til „dem der blev, dem der rejste, og dem der er gået bort”. De indledende billeder er i farver og taget i fugleperspektiv, men så bevæger vi os ned på jorden og farverne ændres til sort-hvide nuancer, og fra det øjeblik var jeg bjergtaget.

Vi er tilbage i 1969, og Branaghs alter ego, Buddy på ni år, leger med sine kammerater ude på gaden, det er noget med sværd og skjolde og kamp mod drager. Legen bliver afbrudt af, at ungerne kaldes ind, for det er spisetid, og det bliver samtidig det øjeblik, hvor Buddys og alle de andres liv i arbejderkvarteret bliver vendt på hovedet for aldrig mere at blive det samme. Selv om hverdagen fortsætter, er det med et anstrøg af surrealisme, for den er ikke mere normal.

Den katolske minoritet i Nordirland, og især i Belfast, var diskrimeret på mange områder, der var arbejdsløshed uanset trosforhold, og ikke så få havde valgt at forlade øen. Men denne dag, da børnene er på vej hjem, eskalerer uroen, da en protestantisk pøbel foretager en decideret pogrom. Den invaderer gaden, smadrer vinduer i katolikkernes huse og butikker, kaster brandbomber og sætter ild til parkerede biler. Der er udbrudt krig, hvor man ellers har levet fredeligt sammen, og der bygges fysiske og psykiske barrikader.

Buddys familie er protestanter uden at gå særlig meget op i det. Faren er håndværker og arbejder i England, fordi det giver mere i løn og han hænger på en stor skattegæld, der skal afdrages. Moren styrer hjem, børn og finanser.

Hver 14. dag kommer faren hjem, og så er der en fest, for han er en glad gut, der hygger sig med familien, snupper en pint på pubben og inviterer på en biograftur. Buddy elsker at se film, især westerns, og at spille fodbold, og det deltager faren også gerne i. Og så er han forelsket i klassekammeraten Cathrine, som han vil giftes med, selv om hun er katolik.

En vigtig del af Buddys liv er hans bedsteforældre, spillet vidunderligt af Judi Dench og Ciarán Hinds, som han besøger hver dag efter skoletid. Her rådfører han sig med bedstefaren om store og små spørgsmål, som denne giver mere eller mindre gode råd til, der ofte bliver pillet ned med kvikke kommentarer fra bedstemoren. De to er drømmen om at blive gamle sammen.

I det hele taget er familien, venner og naboer det fælles sikkerhedsnet i kvarteret. Men i takt med at de protestantiske bøller fortsætter med at terrorisere området, vokser farens ønske om at rejse væk, og der kommer et tidspunkt, hvor det bliver nødvendigt for dem at flytte/flygte til England, for ”hvis du ikke er med os, er du imod os”, og Buddys far er ikke med.

Filmen bevæger sig mellem hjem, gade, skole, pub og kirke og afbalancerer på bedste vis vold og had med humor og kærlighed. Buddy (Jude Hill) er et fund, og man forstår godt, at den gamle dame, Judi Dench, har udtalt, at hun gerne vil leve så længe, at hun kan nå at se, hvad han udvikler sig til.

Nogle vil måske indvende, at filmen ikke går nok i dybden politisk, og at den hælder i retning af det sentimentale, men Branaghs ærinde er at fortælle om, hvordan almindelige arbejdere blev ofre for denne konflikt, som ikke mindst kirken pustede liv i, og en historie, der fortælles med ømhed og solidaritet, kan måske ligne sentimentalitet, men er det ikke.

Belfast. Instruktion og manuskript Kenneth Branagh