Skip to content

Berlin i en turbulent tid

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 1-2023] Tiden omkring Murens fald i 1989 har været tema for ikke så få tyske romaner, den såkaldte Wende-litteratur, og det gælder også Lutz Seilers Stern 111, der udkom i 2020 og nu foreligger i en lydefri oversættelse på dansk.

Men den adskiller sig ved ikke at fokusere på DDR-borgernes glædesrus over pludselig frit at kunne passere grænsen og få del i Vestens lyksaligheder, men derimod på nogle, for hvem det var behæftet med en følelse af hjemløshed.

Når Inge og Walter, Carls forældre, til hans undren vælger at rejse fra Gera i Thü­ringen, er det da også af en helt særlig grund, som både læseren og Carl først får kendskab til i slutningen af bogen. De har et godt arbejde, en god lejlighed og en Lada, som de efterlader i Carls varetægt for, efter at have iført sig vandrestøvler, rygsække og Walters akkordeon, at drage mod vest.

Carl er midt i tyverne, han er murer, men drømmer om at blive digter. I det hele taget er han en drømmer, der lever i sin egen verden, og da han har tullet rundt i lejligheden og farens værksted i nogle dage, beslutter han sig for på må og få at køre til Østberlin. Han pakker bilens bagagerum med noget af sin fars gode værktøj og aftaler med postdamen, at hun skal eftersende posten, så forældrene ikke opdager, at deres “bagtrop” har forladt posten.

I Østberlin bliver Ladaen i begyndelsen hans hjem og arbejde, han sover i den og kører pirattaxa med den. Men vinteren stunder til, ­nætterne bliver kolde, og Carl bliver syg.

Så kommer Ragna som en frelsende engel og samler ham op og bringer ham i ”koblets” gode hænder. Det er en lille broget flok, der har dannet et antikapitalistisk undergrunds­kollektiv, et fællesskab uden love og regler, men som ledes omsorgsfuldt af Hoffi, også kaldet Hyrden, fordi han har geden Dodo, som i visse tilfælde er i stand til at svæve af sig selv. De besætter ikke forladte lejligheder, men tager, med Hoffis formulering, vare på dem, og lever af at stjæle værktøj på vestberlinske byggepladser og sælge stumper af muren.

Carl finder sig en tom lejlighed og falder til i gruppen, der er begejstret for at få en murer ind i den, for sådan en er guld værd i de nedslidte ejendomme, og så er han jo også arbejder.

På et tidspunkt finder de nogle kælderlokaler, som de, ikke mindst ved Carls indsats, får omdannet til cafeen Assel (bænkebider på dansk), der skal være en arbejdercafé, men udvikler sig til asyl for studenter, kunstnere, prostituerede og sovjetsoldater. De sidstnævnte drikker vodka med Dodos gode mælk i, og sørger for at Carls Lada, da den har været udsat for hærværk af et vestberlinsk pirattaxaforetagende, bliver til en bil igen.

Carl arbejder i cafeen, han digter og drømmer og møder sin ungdomskærlighed Effi, der er blevet alenemor med sønnen Freddy. De får en slags kompliceret kærlighedsforhold til hinanden, for Effi bærer rundt på en tung bagage fra sin barndom, og helt galt bliver det, da Freddys far dukker op og indlogerer sig i samme hus som Effi.

Assel bliver symbol på den udvikling, der sker. Først var det et kollektiv af frivillig arbejdskraft, der kørte den, men så udvikler det sig til, at der må være en chef, vagtplaner og løn. Klientellet ændrer sig til turister og tilflyttere, og der bliver indrettet et køkken. De besatte huses ejere dukker op, og der oprettes lejekontrakter med dem. Den borgerlige orden bliver genoprettet, og Carl finder ud af, at tiden er løbet ud for ham i Assel og for Dodo i kælderen sammen med Hoffi, der svundet ind til ingenting.

Det er en veloplagt og velskrevet, delvist selvbiografisk, realistisk udviklingsroman, tilført en hel del absurditet uden at nærme sig en ironisk afstandstagen.

Lutz Seiler: Stern 111. Oversat af Paul Klitnæs. Batzer & Co. 575 sider. 350 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk