Besparelser rammer varme hænder

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] I Region Nordjylland oplevede de i 2023 et kæmpe underskud, hvilket kostede 229 stillinger.

Underskuddet skyldes de hastig voksende medicinpriser. Tit står læger overfor at skulle starte en dyr behandling, selvom lægerne ved, at det vil give underskud på hospitalernes budget. Desuden bruger regionshospitalerne mange eksterne lægevikarer og dyr diabetesbehandling.

De sparede udgifter til de fyrede medarbejdere ses ikke endnu i regnskaberne. Men på trods af det underskud, som ses af regnskaberne i 1. kvartal, er ledelsen positiv overfor at kunne få økonomien på rette køl.

Hospitalsledelsen forventer, at man i første omgang kan undgå forringelser grundet naturlig afgang.

Men man tager ikke fat i det, som er grunden til de store underskud, nemlig at man er nødt til at bruge eksterne lægevikarer viser tydeligt, at der er ansat for få læger. Der ville man kunne spare en del. Men måske har man lavet et ansættelsesstop, hvilket ofte bliver dyrere, end at fastansætte personale.

Dyr medicin

Men der er et emne, som ikke berøres, selvom alle andre regioner slås med det, nemlig den meget dyre medicin og teknologi, som er nødvendig for sygehusene. Medicinen bliver dyrere år efter år, og det er en stor belastning.

Regionernes budgetter tager ikke højde for prisstigninger, hvilket medfører besparelser på den service, hospitalerne yder patienterne. Mange steder er dynerne forsvundet til fordel for et tyndt vattæppe. Bespisning af ambulante er også væk.

Hvordan kan man så løse problemerne? Man kunne jo nationalisere medicinproduktionen. På den måde vil udgifter til medicin blive holdt i ro. Den vane med at bruge engangsudstyr er også vanvittig dyr. Det er meget billigere at ansætte personale til rengøring og sterilisering af alt det, som før i tiden kunne klares af fastansat personale.

Regionerne kunne også overveje, om det ikke ville være en god idé at holde medicin uden for budgetterne. Hvis regionerne står sammen, vil de bedre kunne presse priserne i første omgang.

DKP ved, at en nationalisering af medicinproduktionen tager tid, men hvis man i Danmark stadigvæk drømmer om at tilbyde patienter en behandling, som er blandt verdens bedste, er der nok ingen vej udenom. Man kan jo ikke blive ved med at fyre folk.

Så ender det med, at hver afdeling kun har én læge, én sygepejerske og én social-og sundhedsmedhjælper.