Bevægende rejse gennem Paris og et menneskeliv
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 10-23] Det er ikke så få film, der er lavet om taxakørsel i storbyer, og enkelte af dem er blevet klassikere. Der er åbenbart noget fascinerende ved at skildre verden og tilværelsen og mødet mellem mennesker fra det lille, lukkede rum, som bilen er. Til rækken af disse føjer sig nu Madeleines Paris.
Madeleine, der er 92 år og spilles helt fortryllende af den jævnaldrende Line Renaud, er blevet så fysisk skrøbelig, at hun ikke mere kan bo i sit hus og må flytte på plejehjem. Hun ringer efter en taxa, der skal køre hende og hendes kuffert tværs gennem Paris til plejehjemmet. Taxachaufføren Charles (Dany Boon) påtager sig modvilligt den lange tur, der bliver endnu længere end forudset, da Madeleine gerne vil gøre afstikkere undervejs for at gense steder fra hendes liv.
I det hele taget er Charles en yderst vranten herre med så kort en lunte, at det nærmer sig det koleriske. Det har sine grunde, for selv om han knokler tolv timer i døgnet, er lønnen så ringe, at han har store økonomiske problemer. Dertil kommer, at han har fået to klip i sit kørekort, og et tredje vil betyde, at han mister det. Nerverne er flossede, og det går også ud over familielivet.
Madeleine lader sig imidlertid ikke skræmme af en sur chauffør, dertil har hun oplevet for meget. Hun får langsomt tøet Charles op, for hun er både snakkesalig og interesseret i sine medmennesker. I løbet af turen gennem Paris’ trafikmylder får hun lokket ham til at fortælle om sig selv og til at blive interesseret i hendes historie, der vises i tilbageblik.
Den begynder ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor hun forelsker sig i en amerikansk soldat. Bare en nat bliver det til, så må han af sted igen, men hun beholder en del af ham i form at den søn, der bliver resultatet af deres korte møde. Senere taber hun sit hjerte til en anden mand, men det bliver fatalt, for det viser sig, at han er sygeligt jaloux, også på hendes søn, og i forbindelse med alkohol bliver han voldelig.
Dengang blev man ikke skilt, fordi ens mand bankede en, og Madeleine holder tappert ud, indtil han slår hendes søn. Der går grænsen, ikke bare til skilsmisse men til regulær afstraffelse, som går ud over den legemsdel, der på alle måder er mænds ømmeste.
Hun bliver anklaget for drabsforsøg, og dommen, der bliver afsagt af mandlige dommere, lyder på 13 års fængsel, men hun kommer ud efter otte år. Dermed er hendes trængsler dog ikke forbi, det skal blive endnu værre.
På trods af det har hun med sin hårdføre karakter og livsglæde klaret igennem livet uden at blive bitter. Også denne tur til plejehjemmet formår hun at gøre til en god oplevelse for både sig selv og for Charles. Hendes tid er forbi, men Charles har fremtiden for sig, og det venskab, der opstår mellem dem, får betydning for den.
Line Renauds og Dany Boons samspil fungerer perfekt, måske fordi de også i virkeligheden er nære venner. Hun er i centrum, mens han træder lidt i baggrunden, men alligevel er helt nærværende.
For en garvet biografgænger skal der meget til at drive tårerne frem, men det skete faktisk under denne bevægende film, der både indeholder tragiske og muntre elementer, så husk at medbringe lommetørklæde.
Madeleines Paris. Instruktør Christian Carion. Manuskript Cyril Gely