Billig arbejdskraft søges
[KOMMUNIST 6-7 2022] Mens politikerne løfter grænsebommene, og danske virksomheder byder ukrainske krigsflygtninge velkommen ved samlebåndet, står flere vikarbureauer klar i kulissen med job, hvor lønnen er ned til 70 kroner i timen.
Timeløn på 70–85 kroner
På Jobnet, Jobindex og Facebook forsøger vikarbureauer at skaffe ukrainere til rengørings- og landbrugsarbejde til en løn, der ifølge en ekspert ville være for lav for selv en ungarbejder.
Efter at have gennemgået en række jobopslag, skrevet på ukrainsk, kunne Fagbladet 3F afsløre, at vikarbureauerne målretter annoncerne til ukrainske krigsflygtninge.
Flygtninge kan blive ny underklasse
Jens Arnholtz, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, er overrasket over, at krigsflygtninge tilbydes job til så lav en løn.
– Jeg havde troet, med den debat om solidaritet og støtte til ukrainske flygtninge, at der var en fornemmelse af, at vi også skal behandle dem ordentligt. Det synes jeg ikke, det her er udtryk for, siger han og understreger, at lønninger på det niveau er bagsiden af et åbent arbejdsmarked, så kan virksomhederne jo netop tilbyde lave lønninger. – Selv hvis du er ungarbejder, ville de her lønninger være rimeligt lave, siger han.
Peter Just