Skip to content

Blokade og kamp på Københavns Universitet

Kommunisterne støtter op om de studerende 

Af Hjørdis Nielsen

Det er en grå novemberdag på Islands Brygge.

Inde hos ”humanisterne” på Københavns Universitet er der lunt og lyst – en svag summen af stemmer, selv om rigtigt mange sidder og kigger ned i deres computer.

Man mødes i den store hal af transparenter og plakater med opfordringer og budskaber fra de studerende, der, i protest mod nedskæringer og indskrænkninger på deres studier, har blokeret ledelsens kontorer for at vise, at man mener det alvorligt med kravet om de studerendes medindflydelse og medbestemmelse på den målplan, som ledelsen/dekanen har sat sig for at gennemføre.

Demokratiet ignoreret

I en krog bagest i den store hal er der en pil til den aktuelle blokade – lige om hjørnet. To studerende sidder ved borde, der lukker af for indgang til kontorerne, hvor studerende på skift har opholdt sig døgnet rundt i over en måned. Det er Hum-rådet, der er studenterorganisationen for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, der har taget initiativet.

De to studerende, der sidder foran blokaden, fortæller om baggrunden for aktionen.

Aktionen drejer sig i korte træk om det manglende demokrati på Københavns Universitet og på Humanistisk Fakultet, og den drejer sig om, at universitetets ledelse arbejder for at lægge sprog-fagene sammen.

En stordrift og en forfladigelse af fagligheden, som vi ikke vil acceptere, siger en studerende.

Vigtig kultur nedlægges

På baggrund af Universitets-loven fra 2003 har de studerende ret til at vælge repræsentanter til universitetets råd og dermed ret til at få indflydelse på beslutninger vedrørende studiet.

I forbindelse med den fremtidige målplan for studiet er de studerende ikke blevet inddraget eller indkaldt til forhandlinger.

De studerende mener sig ikke hørt og respekteret. De ser, at deres studie og fag år efter år blive mere og mere reduceret og devalueret.

Siden 2014 er der hvert år blevet skåret i sprog og kultur-fagene på Københavns Universitet. Denne gang ønsker ledelsen at nedlægge tysk, engelsk, italiensk, fransk som selvstændige sprogfag og lægge dem sammen til et undervisningsområde. 

Tidligere er bl.a. græsk-studiet blevet nedlagt.

– Vi er meget usynlige og vi har ikke vinden med os, siger de studerende. For mange mennesker – også andre studerende – er det svært at forstå betydningen af vores fag i samfundet, men vi er faktisk noget af det kit, der binder den menneskelige og humanistiske verden sammen. Vores fag er med til at skabe forståelse for andre kulturer, som vores egen kultur kan spejle sig i. 

De forskellige sprog er ”vinduer” ud til verden til kultur, litteratur – menneske til menneske.

Skal en islandsk eller fransk roman i fremtiden først oversættes til ”amerikansk”, før den kan udgives i Danmark?

Står fast trods trusler

Dekanen truer med udskrivning af den enkelte studerende, der deltager i blokaden, men de studerende lader sig ikke knægte.

De står fast på deres krav:

  • Nej til obligatoriske valgfag/bredbåndskurser
  • Nej til yderligere fagsammenlægninger
  • Nej til brede bachelorindgange. 
  • Et løfte om, at det ikke vil ske igen
  • De studerende understreger, at et angreb på et fags faglighed er et angreb på alle fags fagligheder.
  • Faglighed og fællesskab hører sammen

Appel om støtte

De studerende beder om støtte og opmuntring – gerne online:

– Vi er både på Facebook, Instagram, YouTube og Twitter. Vi har brug for, at folk liker og deler vores opslag, så vi kan nå ud til endnu flere mennesker

I skrivende stund er Filmskolens studerende ude i en sammenlignelig konflikt med deres rektor, som kræver at undervisningen skal tilpasses ”akademiske” standarder.

De studerende kræver Rektors afgang.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk