Bloomsbury-gruppen for første gang i Danmark

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 4-2025] I 1904 flyttede de fire søskende, Vanessa (gift Bell), Virginia (gift Woolf), Thoby og Adrian Stephen, efter at deres forældre var døde, fra velhaverkvarteret Kensington til Bloomsbury, hvor de lejede et stort rækkehus.

Året efter begyndte Thoby at invitere nogle af sine gamle studiekammerater fra Cambridge til torsdagsklub, og dagen efter var det Vanessa, der var vært for sine kunstnervenner, og det blev starten på det der i dag er kendt som Bloomsbury-gruppen.

Kernen, der bestod af ca. 10 og med det løse blev til omkring 30, var bredt sammensat af malere, forfattere, kritikere, økonomer og historikere. Det er dens virke, man nu for første gang i Danmark kan se på Nivågårds udstilling. ”Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve” viser ca. 130 genstande, malerier, tegninger, møbler, bøger og keramik.

De var ikke revolutionære men frisindede, der bekæmpede victorianismen og autoriteterne. Flere af dem var politisk aktive som pacifister og antifascister, heriblandt den verdens berømte økonom John M. Keynes.

Kvinderne var også aktive i kampen for valgret. Gruppen ignorerede sociale konventioner og dyrkede sex på tværs af køn og ægteskaber, hvad der indimellem skabte jalousi og skænderier. Da den slags blev betragtet som umoralsk og var ulovligt, foregik det gedulgt.

Det var heller ikke alt, hvad de skrev og malede, som de kunne vise frem eller lade udgive. Duncan Grants 400 erotiske tegninger blev først udstillet i 2020 på Charleston, og nogle af dem vises nu på Nivågård for første gang uden for England.

Gruppens samarbejde gav sig udslag i forskellige initiativer. Et af dem var to udstillinger i 1910 og -12 med ­franske postimpressionister, som for de fleste englændere var ukendte. Inden da havde malerne Roger Fry, Vanessa Bell og Duncan Grant besøgt Paris og var hos Gertrude Stein blevet præsenteret for Matisse og Picasso. Mødet med den franske kunst påvirkede dem, ikke mindst Cézanne, og det ses især på Vanessa Bells og Duncan Grants malerier. De to udstillinger blev ikke nogen stor succes, men fik stor betydning for engelsk malerkunst.

Et andet initiativ var Roger Frys, Vanessa Bells og Duncan Grants etablering af Omega Workshop i 1913 med værksted og showrooms i Fitzrovia, et område hvor der i forvejen boede mange kunstnere. De havde også i flere perioder atelierer der. I Omega blev der arbejdet og eksperimenteret med keramik og møbler.

Endelig var der Hogarth Press, som blev startet af Leonard og Virginia Woolf, og som introducerede den engelske modernistiske litteratur. Her udkom bøger fra gruppen, og de første var af Virginia Woolf med illustrationer af Vanessa Bell.

Under første verdenskrig flyttede flere af gruppens medlemmer ud på landet, bl.a. Vanessa Bell og hendes mand Duncan Grant, og de lejede i 1916 gården Charleston i Sussex, som i dag er museum, og hvorfra Nivågård har lånt næsten halvdelen af de udstillede genstande. Det blev et nyt samlingssted for gruppen i mange år og de satte deres præg på huset ved at male på vægge, døre og paneler, hvilket kan minde om William Morris’ Red House. Nogle af de bemalede genstande vises her.

Udstillingens rammer passer perfekt til indholdet, og ideen med at male væggene med Omega-mønstre skaber en særlig stemning.

I 2019 havde Nivågård en William Morris-udstilling, som blev den mest besøgte i museets historie. Dengang blev museet opfordret til at vise en udstilling med Bloomsbury-gruppen, og efter at have set den kan man kun glæde sig over, at forslaget er blevet fulgt op, og den fortjener, at mange også denne gang vil lægge vejen forbi Nivågård.

Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve. Slutter 10. august.