Boligmarkedet i romanform
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 5-2024] Boligprisernes himmelflugt i København tog rigtig fart i 1996 med loven om, at udlejerne måtte hæve huslejen ved forbedringer af lejligheder. Det gjorde det attraktivt at købe udlejningsejendomme, derfor steg priserne, og det fik også indflydelse på den offentlige vurdering af andelsboliger, som rask væk blev tre-firedoblet, og med valuarvurdering endnu mere. Resultatet er, at man skal have en meget høj indtægt for at kunne købe en lejlighed, mens de heldige, der har erhvervet den i tiden før, stille og roligt bliver murstensmillionærer uden at røre en finger. Om denne ulige situation på andelsboligfronten handler Lisbet Kjær Johansens debutroman.
Hovedpersonerne er to kvinder i 50-års alderen, Karen og Louise, der har været veninder siden barndommen, men er vidt forskellige. De voksede op i Jylland, rejste sammen til København i 1980’erne og flyttede sammen med nogle venner ind i en andelslejlighed på Nørrebro. Lidt efter lidt gik kollektivet i opløsning, og den sidste, der flyttede ud, var Karen, Tilbage blev Louise, der havde fået mand og barn. Karen måtte ud at låne penge til at købe sig en anden andelslejlighed. Det drejede sig om et ret stort beløb, men på det tidspunkt havde hun en god løn og kunne klare det, men da hun bliver arbejdsløs, får hun problemer.
Romanen springer i tid mellem barndom, ungdom og nu, og den begynder i nuet, hvor Karen forsøger at holde skindet på næsen ved at udleje gennem Airbnb, selv om det ifølge foreningens vedtægter er forbudt, og bestyrelsen er begyndt at være efter hende. Et andet problem er, at hun ikke har noget sted at være, når lejligheden er udlejet.
Men så en nat ringer Louise, der er helt ude af sig selv, fordi hendes mand er flyttet hjemmefra. I den situation søger hun hjælp hos sin gamle veninde, selv om deres veje skiltes for 15 år siden, og Karen aner straks en mulighed for natlogi og tager hjem til hende. Det ender da også med, at hun nærmest flytter ind hos Louise.
Lidt efter lidt afsløres det, hvor forskellige de er, og at de hver for sig kører deres eget løb. Louise, den succesfulde TV-producer, bruger den ufaglærte, men på mange områder flittige og dygtige Karen, som også velvilligt lader sig bruge. Hun trænger sig mere og mere ind og forsøger at gøre sig uundværlig i håb om, at opholdet kan blive permanent, så hun kan komme ud af sine økonomiske problemer.
Så længe Louise har gavn af Karen, går det fint, men da der pludselig blæser andre vinde, skifter hun kurs. Dog ikke mere kynisk end at hun tilbyder Karen en hjælpende hånd, om end det også er til gavn for hende selv. Men selv om Karen på nogle områder er noget karaktersvag, er hun ikke en offertype, men går til modangreb og er ikke bleg for at bruge grove midler. For her handler det ikke kun om sårede følelser, men også om penge, hvor Louise er vinderen og Karen taberen.
Det er ikke nogen stor roman, hverken i format eller litterært, men det er godt gået at klare at forbinde et så forholdsvist tørt stof som boligmarkedet med en psykologisk skildring af venskab og egoisme, så det bliver både vedkommende og spændende læsning.
Lisbet Kjær Johansen: Skindet på næsen. Politikens Forlag. 240 sider