Skip to content

Boligspekulation og fortætning i Aarhus Kommune

Gennem mange år har Aarhus Kommune solgt ud af jord og ejendomme til gavn og glæde for diverse kapitalhavere og til stor gene og skade for almindelige menneskers liv og udvikling i kommunen.

Byrådets historiske hukommelse er tilsyneladende meget kort eller ikke eksisterende. Hvis Viborg Kommune havde været lige så forudseende som tidligere byråd i Aarhus og været i besiddelse af jord i nødvendigt omfang, var Universitetet eksempelvis ikke blevet bygget her.

Fortættet byggeri langs Randersvej.

Ingen logik

I 2015 barslede kommunen med planer om salg af de ejendomme, der indeholdt over 4 lejemål, med argumentationen: Formålet med salget er at imødekomme en større efterspørgsel på boliger, som er til at betale for alle indkomstgrupper. Forstå logikken, hvem der kan.

Martin Christensen,
Kommunisternes spids­kandidat til byrådsvalget i Aarhus ­Kommune

Sidste skud på udsalgsstammen er Sundhed og Omsorgs ønske om at sælge et veletableret lokal- og plejecenter med ældreboliger, beliggende i Carl Blochs Gade i smukke omgivelser langs Aarhus å, på den modsatte bred af den nu tæt bebyggede grund, hvor bryggeriet Ceres tidligere havde deres virke. Bebyggelsen, der kun har 22 år på bagen, er tidssvarende indrettet og yndet af både beboere og brugere af stedets café og øvrige faciliteter.

Tæt og højt

Salget forventes at kunne indbringe omkring 175 millioner kroner, såfremt de interesserede købere får godkendelse til en byggeprocent på 234, hvilket vil medføre byggeri op til 13 etager, og at endnu et lille naturområde er smadret. For de nuværende bebyggelser langs åen er byggeprocenten mellem 55 og 180.

Beboerne tænkes så flyttet til nye omgivelser på det gamle godsbaneterræn i nærheden, hvor der også bygges tæt og højt.

Endvidere har byrådet, praktisk understøttet af Teknik & Miljø forvaltningen, bistået entreprenante spekulanter når lokalplaner, beboerprotester og manglende byggesagsbehandlinger har hindret de kreative byggematadorer og udlejere i at øge profitten.

Kreativ lokalplan

På Christiansbjerg blev et større villakvarter opkøbt langs Randersvej og bebygges nu tæt og højt, som det er kendetegnende for byens øvrige “forskønnelse”. Endnu et villaområde i denne bydel, beliggende Rødkløvervej, er for nylig opkøbt af en kreativ arkitekt og lokalplanen efterfølgende tilpasset købers og bygherres ønsker, med ganske beskedne reduktioner i den ønskede bebyggelsesprocent.

Det ville klæde et kommende byråd at stoppe disse spekulanter. Det kunne for eksempel gøres ved at fastholde de gældende lokalplaner, således at spekulationsopkøb og efterfølgende kreative tilpasninger af disse lokalplaner bliver hindret fremover.

Det betinger dog nok væsentlige ændringer i by-rådets sammensætning, -mentalitet og byggeæstetiske sans og forståelse.

Så længe et flertal, bestående af Socialdemokraterne støttet af Venstre, i byrådet har lagt sig på halen for spekulanterne i bestræbelserne på en grov fortætning af boligmassen, har det nok desværre lange udsigter.

MC

Back To Top