Bomber mod nazismen

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 5-2024] I 1980’erne skrev journalisten Erik Nørgaard en række bøger om den såkaldte Wollweber-gruppe. Den var blevet oprettet af den sovjetiske efterretningstjeneste i 1935 og havde til formål at øve sabotage imod skibe fra de fascistiske lande Tyskland, Italien og Japan og svække deres militær.

Årsagen til oprettelsen var, at Sovjetunionen var af den klare opfattelse, at Tyskland på et eller andet tidspunkt ville angribe Sovjetunionen. Gruppens medlemmer måtte ikke være medlemmer af de kommunistiske partier, og det skulle heller ikke være muligt at forbinde dens aktiviteter med Sovjetunionen.

Siden Nørgaard skrev sine bøger, er der dukket nyt materiale frem, bl.a. har man fået adgang til Wollwebers erindringer og materiale fra det engelske efterretningsvæsen. Nu har journalisten Thomas Hee også fået adgang til politiets arkiver om PETs samarbejde med Gestapo før og under besættelsen i forbindelse med Wollweber-gruppen, herunder sagen om attentatet mod to spanske trawlere i 1938 i Fr. havn, og skrevet bogen med den salgsfremmende titel ”Bomber for Stalin”.

Lederen af gruppen var den tyske kommunistiske havnearbejder Ernst Wollweber, der var et ledende medlem af det Internationale Havne- og Sømandsforbund (IHS). Han gik i gang med at opbygge grupper i en række havnebyer i Holland, Belgien. Tyskland, Danmark, Norge og de baltiske lande. I sit arbejde kunne han trække på de mange kontakter han havde til sømænd og havnearbejdere fra IHF og fra Komintern. Alle, der indtrådte i grupperne, fik besked på at melde sig ud af partiet.

Et af attentaterne forgik i 1938 i Fr. havn, hvor to spanske trawlere, som Franco ville have udleveret, blev bombet. De to mænd, der stod bag aktionen, var Alberti Hansen og Kaj Thandrup Christensen. Da de kom til Fr. havn, kontaktede de formanden for partiafdelingen Niels Christensen og viste ham et falsk brev fra Aksel Larsen, hvor der stod at partiet skulle hjælpe bombemændene, hvilket han gjorde sammen med Hjalmar Nielsen.

Efter attentatet lykkedes det hurtigt politiet at finde frem til de to frederikshavnere, som blev arresteret, og det varede heller ikke så længe, før atten­tatmændene blev fundet, fordi de bl.a. havde gjort sig bemærket ved at bestille en taxa, som skulle køre dem fra Fr. havn til Ålborg. Alle blev idømt fængselsstraffe.

DKP tog klart afstand fra attentatet, for det ville skade partiet, og kaldte det en provokation og ekskluderede de to frederikshavnske kammerater. Aksel Larsen anklagede Richard Jensen for at have medvirket, og partiet ekskluderede ham, men det blev ophævet af Komintern. Der er ingen tvivl om, at Richard Jensen var informeret om aktionen, bl.a. var det ham, der fik organiseret det falske brev, som blev brugt, og han var også blevet opsøgt af Alberti Hansen, da denne kom tilbage til København. I 1941 blev Richard Jensen ved en ny retssag idømt 16 års fængsel, men det lykkedes ham i 1944 sammen med en række andre dømte at flygte fra Vridsløselille og komme til Sverige.

Det skønnes, at der blev øvet ca. 25 skibsattentater, hvor nogle blev organiseret i København, på tyske, italienske og japanske skibe, indtil aktiviteterne standsede med indgåelsen af ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen i august 1939.

Det lykkedes i løbet af 1939 og -40 langsomt at optrevle det meste af organisationen, og en række medlemmer blev udleveret til henrettelse i Tyskland. Wollweber overlevede ved i 1944 at blive udleveret fra Sverige, hvor han havde siddet i fængsel, til Sovjetunionen, og han endte med at bliver minister for Statssikkerhed i DDR 1952–57. Han døde i 1967.

Bogen er både spændende og interessant, hvis man kan finde sig i forfatterens sprogbrug, som f.eks. når han skriver at Arne Munch Petersen studerede den sande kommunisme i Moskva.

Hvis man vil vide mere om DKP’s holdning til Fr. havner-sagen, kan man læse pjecen fra Forlaget Tiden: Historien om en Provokation (1946), som ikke er nævnt i bogens litteraturliste.

Thomas Hee: Bomber for Stalin. Lindhardt og Ringhof. 304 s. 300 kr.