Borgerkrig på Nørrebro

Af Margit Andersen

Kejser Frederik af Preussen skal have sagt, at jo bedre han lærte menneskene at kende, desto bedre syntes han om sin hund. Man får indtryk af, at Kaspar Colling Nielsen har det på samme måde, når man ser teaterstykket ”Borgerkrig 2018-24”, som er en dramatisering af hans roman med samme titel.

Stykket er opsat på det såkaldte morskabsteater Nørrebro Teater, og det er også ind i mellem morsomt, men sandelig ”ej blot til lyst”. Det giver sig ud for at være en fremtidsvision, men er et portræt af nutiden med finansspekulationer, politikere, der kører deres eget strategiske parlamentsløb, og kløften mellem rige og fattige, der bliver dybere og dybere og får demokratiet til at smuldre og som, altså i 2018, udløser en borgerkrig. Der indgår ikke noget om muslimer og flygtninge, men det kan skyldes, at det tema ikke var så varmt, da romanen blev skrevet for tre år siden, som det er i dag.

Centrum for krigen er, meget passende i forhold til teatrets geografiske placering, det indre Nørrebro med Dronning Louises Bro som udgangspunkt. Det går hedt til med barrikader, geværsalver og ildspåsættelser. Sideløbende springer vi 450 år frem, hvor nogle, selvfølgelig de rige, har overlevet og mere end det. De har skabt sig evigt liv og ungdom ved hjælp af et stamcelleprogram, der også kan bruges på dyr, så de lærer at tale og udvikler menneskelige følelser, ja faktisk mere menneskelige en menneskenes.

Trods revolution og krig er der også eksistentielle følelser i spil som kærlighed og vanskelige valg. Rigmanden Henry (Nicolai Dahl Hamilton) elskede den gang under krigen den revolutionære Leonara (Malin Rømer Brolin-Tani), men valgte, da det blev nødvendigt, rigdommen. Da hans hund (spillet fremragende af Troels Thorsen) 450 år senere erklærer ham sin kærlighed, bringer det smertelige erindringer frem hos ham om, hvad han mistede. Tilbage er kun et indholdsløst liv.

Teatret skal roses for at sætte noget så sjældent op som et drama, der beskæftiger sig med vores nutidige politiske situation, og som dermed opfordrer til diskussion om, hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvordan vi kan nå frem til det. Revolution er her et skræmmebillede af, hvor galt det kan gå, hvis ikke der gøres noget for at ændre udviklingen. Hvad dette ”noget” er, står til fri debat, og et indlæg i den kunne jo være, at en revolution ikke nødvendigvis indebærer vold og er af det onde.

Den Danske Borgerkrig 2018-24
Dramatisering Claus Flygare. Instruktion Jacob Schjødt
Nørrebro Teater indtil den 22. oktober 2016