Bred enighed om regionsbudgetterne
Første runde af forhandlingerne om budgetterne i regionerne for 2022 viser bred politisk enighed. Kun i Syddanmark står Enhedslistens to mandater, som tidligere år, udenfor.
Midtjylland
I Midtjylland er det nærmest en tradition, at alle partier indgår forlig. Denne gang er det fjerde gang i valgperioden. Økonomien for 2022 betegnes som stabil, og der er ikke umiddelbart udsigt til centrale nedskæringer, hvilket blandt andet hænger sammen med, at regionen havde en skrap sparerunde i 2019.
Regionen har i økonomiaftalen med regeringen fået 238 mio. kr. til driften og har ved egne budgettilpasninger tilført 106 mio. kr. Af det samlede beløb går 103 mio. til øgede medicinudgifter på hospitalerne og 92 mio. til realvækst på hospitalerne og den trængte psykiatri.
Der er også 75 mio. kr. til en række forslag fra budget-seminarer og et engangsbeløb på 55 mio. kr. til at udligne ekstraudgifter ved forsinket indflytning i det nye super-sygehus i Gødstrup.
Budgettet andenbehandles den 29. september.
Nordjylland
Som ved første budgetaftale i valgperioden, fik også den sidste tilslutning fra alle partier i Region Nordjylland. Det giver blandt andet 17,5 mio. kr. til Aalborg Universitetshospital til øget kapacitet og højtspecialiserede funktioner. Hospitalerne i Thisted, Hjørring og Diagnostisk Center Farsø får 9,1 mio. kr. Også her er der forsinkelse på åbningen af det nye Aalborg Universitetshospital, hvilket betyder, at opsparing til flytning og ibrugtagning kan udsættes til 2023.
Derudover er der på anlægssiden afsat 25 mio. kr. til en helikopterplatform på det nye universitetshospital.
Budgettet andenbehandles den 28. september.
Hovedstaden
Et enigt regionsråd i Hovedstaden står bag årets budget-aftale, der skåner sygehusene for sparerunder i 2022. Der er i stedet afsat 24 mio. kr. til børne- og fødeområdet, 12 mio. til et sengeafsnit for selvskadende, og 10 mio. til at nedbringe ventetiderne på behandling for hovedpine og demens.
I alt tilføres sygehusområdet 67 mio. kr. i 2022 og 75 mio. kr. årligt i hvert af overslagsårene. Desuden får Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital og Region Hovedstadens Psykiatri lov til at beholde 51 mio. kr., som de selv har fundet i effektiviseringer afledt af deres såkaldte kvalitetsfondsbyggerier.
Kritik af den kollektive trafik er imødekommet ved, at alle besparelser på en række busruter rulles tilbage. Til det er der afsat godt 20 mio. kr. over de næste fire år. Derudover er der i alt afsat små 10 mio. kr. til el-busser over årene 2024 og 2025.
Budgettet blev andenbehandlet den 21. september.
Sjælland
Alle partierne i Region Sjælland har indgået et forlig, der sigter mod et budget ”i balance og et økonomisk råderum til investeringer i omstilling af sundhedsvæsenet”, som det hedder i aftaleteksten.
Det medfører, at der i 2022 gennemføres besparelser på 60 mio. kr. ved at flytte mindre komplicerede behandlinger i sundhedsvæsenet tættere på borgeren ved brug af blandt andet mobile og virtuelle værktøjer. Til gengæld er der i 2022 10 mio. kr. til drift og 66 mio. til udstyr på kræftområdet.
Der er stadig usikkerhed om udgifterne som følge af Coronaen, og her forudsættes det, at udgifterne vil blive kompenseret af staten. Lige så ukonkret noteres det i aftalen, at der ud af Coronakrisen er opstået ”nye muligheder, der fremover skal udnyttes til en mere fleksibel og effektiv tilrettelæggelse af arbejdsgange og behandlingstilbud”.
Budgettet andenbehandles den 27. september.
Syddanmark
Med Enhedslisten som vanlig undtagelse står resten af Regionsråd Syddanmark bag årets budgetaftale, der især byder på en styrkelse af fødselsområdet.
På anlægssiden er der 15,4 mio. kr. til opgraderinger af faciliteterne på fødeområdet i Kolding og Svendborg, og på driften er der en engangssum på 6 mio. kr. i 2022 foruden 5,6 mio. kr. i 2022, 6,1 mio. kr. i 2023 og 11,6 mio. kr. årligt i hvert af årene 2024 og 2025.
Det akutte område får også et løft på i alt godt 51 mio. kr. i årene 2022-25 og der er 20 mio. kr. til anlæg på psykiatrisk afdeling i Aabenraa.
Ambulanceberedskabet er på 20 mio. kr. over de næste fire år.
Budgettet andenbehandles den 27. september.
Alni