Brexit
Kampen mod EU er ikke bare de britiske nationalisters (UKIP), men i højere grad arbejderklassens kamp
Af Kim Holm
Den 1. januar 1973 blev Danmark sammen med Storbritannien lokket med i det europæiske fællesmarked (EF). En udsigt til et toldfrit Europa, hvor fælles regler skulle hjælpe de europæiske lande med at kunne afsætte deres varer. Selvom det var nævnt i Rom-traktaten, var der ingen der troede på, at EF skulle udvikle sig til en super-europæisk unionsstat.
De efterfølgende år blev der lavet den ene traktat efter den anden. Enkelte lande har taget forbehold overfor dele af traktaterne og fået undtagelser. Danmark har stadig 4 undtagelser, og Storbritannien er ikke med i Euroen og har parallel aftaler om det retslige.
Alle 28 EU-lande har tiltrådt de såkaldte 4 ”friheder”: Retten til fri kapitalvandring, etableringsret, fri for ”konkurenceforvridning” (Fortrinsvis fra offentlige virksomheder) og arbejdskraftens ”frie” bevægelighed.
Med vedtagelsen af Lissabon-traktaten, også opfattet som EU’s forfatning, blev det fastslået at det er EU, der bestemmer. Der findes intet ved siden af eller over EU-domstolen!
Intet til arbejderklassen
Udviklingen i EU er efterhånden blev for meget for mange af landenes befolkninger. I Storbritannien var utilfredsheden blevet så stor, at premierminister David Cameron før sidste valg til det britiske parlament lovede, at han, hvis han blev genvalgt, ville udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.
Efter valget har Cameron nu haft ”forhandlinger” med formanden for EU-kommissionen Jean Claude Juncker og den såkaldte præsident for EU Donald Tusk. Aftalen er blevet godkendt ved et topmøde med EU-landenes regeringschefer.
Aftalen betyder, at almindelige arbejdere skal have frataget deres ”velfærdsydelser”, hvis de arbejder i andre EU-lande. Der må ikke gøres forskel på Euro-lande og dem, der står udenfor euroen, der må dog ikke lægges hindringer i vejen for de igangværende forhandlinger i Euro-landene, og briterne er undtaget for videre deltagelse i opbyggelsen af ”en stadig snævrere Union”.
Det bliver muligt, at nationale parlamenter kan blokere ny EU-lovgivning, dog kræves der 55% af de nationale parlamenter. Storbritannien skal bare have 16 andre parlamenter med for at kunne blokere. Samtidig skal det være muligt at fjerne administrative omkostninger for erhvervslivet. Dette er EU allerede i gang med, gennem ”Refit” forordningen.(Stoiberudvalgets rapport om fjernelse af administrative byrder for små og mellemstore virksomheder).
TTIP aftalerne skal alle underlægge sig
David Camerons ”reformeringsaftale” er at “fodre hunden med dens egen hale”. EU har beholdt al magt, og EU-kommissionen kan fortsætte vejen mod Europas Forenede Stater. EU-domstolen er stadig den højeste retsinstans.
De resultater, der kommer ud af forhandlingerne mellem EU og USA (TTIP), en serviceaftale (TISA) og aftalen mellem EU og Canada (CETA) skal alle EU’s lande underordne sig. Også Storbritannien.
Aftalen har ikke vakt begejstring i Storbritannien. 7 af ministrene i Camerons regering har sagt nej, og sammen med Londons konservative borgmester kæmper de for et nej den 23. juni, og dermed Storbritannien udmeldelse af EU.
Overalt i Storbritannien er der stor modstand mod landets forsatte medlemskab af EU, og Camerons resultat er, hvad det britiske kommunistiske parti havde forventet, og partiet understreger at anti-EU kampen ikke er de britiske nationalisters (UKIP), men i højere grad arbejderklassens kamp. Selvom Labours top er for fortsat medlemskab af EU, øges modstanden også blandt mange af Labours medlemmer.
Valget i Storbritannien den 23. juni drejer sig om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, men i lige så høj grad om EU skal være en superstat, der diktatorisk undertrykker den arbejdende befolkning, styret af kapitalens profithunger.