Brexit-problemer

EU-aftale og handelsinteresser

Af Kim Holm

Den 15. januar 2019 kom den aftale, som Storbritanniens premierminister, Theresa May, havde forhandlet sig til, endelig til afstemning i det britiske Underhus. Afstemningen skulle være sket 10. december 2019, men blev udskudt, da aftalen ville blive stemt ned. 

Selv om Storbritanniens premierminister fik en måned mere til at overbevise Underhusets parlamentsmedlemmer om, at det var en ”god” aftale mellem Storbritannien og EU, blev aftalen nedstemt i det britiske parlament. ¹/₃af de partier og medlemmer, der bakker op om den konservative regering i Storbritannien, stemte imod aftalen. Tallene var 202 for og 432 imod. 

EU vil diktere

Aftalen havde betydet, at Storbritannien skulle rette sig efter EU’s lovgivning, både den nuværende og hvad der måtte komme i mindst 2 år, uden indflydelse. Der måtte ikke komme en landegrænse mellem Storbritannien og Irland, hvis det ikke sker ved forhandlinger mellem Storbritannien og EU, og så kunne landegrænserne flyttes ud i Det Irske Hav. Dermed vil EU, at Nord-Irland ikke skal være med i Storbritannien. (Konflikten mellem Irland og Nord-Irland er en del af det britiske imperiums magtpolitik). 

Folkelig modstand

På vejen til Europas Forenede Stater har det aldrig været meningen, at de enkelte ”nationer” i EU skulle have deres egen dagsorden. EU har fra starten skullet beskytte og fremme virksomheder og industri mod ødelæggelse (da kapitalen gennem verdens krige havde ødelagt hinandens industri og i den sidste ende deres mulighed for profit, blev der skabt aftaler om kapitalismens bevarende samfund (Romtraktaten)). 

Overalt i de europæiske lande, der er medlemmer af EU, opleves der folkelige protester mod nedskæringer og skattelettelser til de rige. Mange steder i de enkelte lande er det blevet til kun at kigge indad, og alle fremmede gøres til ”fjender”. Den græske regering, der hidtil har adlydt EU’s økonomiske politik, det italienske folk, der har valgt en regering af ”fascister” og et ”klovne parti”, de gule veste i Frankrig, Alternativ für Deutschland og ikke mindst Dansk Folkeparti i Danmark har alle rejst almindelige menneskers krav og håb til at ville være borgere i deres eget ”land”. 

Almindelige mennesker er trætte af beslutninger, der kun gavner dele af ”samfundet” og ikke er for alle. Politikerlede og mangel på indflydelse på deres eget liv er resultatet. 

En fornuftig aftale kan smitte

Når de resterende lande i EU har vedtaget en ”musketer-ed” og ikke vil være gode naboer med Storbritannien, kan det komme til at betyde, at NO-deal kommer til at ramme almindelige mennesker i Storbritannien (de kan ikke få dansk bacon til deres morgenmad). 

Det britiske Brexit drejer sig mere om de enkelte landes mulighed for indflydelse (demokrati) på deres politiske systemer. 

Der vil aldrig komme en aftale mellem Storbritannien og EU, der respekterer de britiske borgere, og selvom det britiske samfund er gammeldags og konservativt, er det et samfund på vej i den rigtige retning. 

Det skal være befolkningen, der bestemmer, ikke pengene. Er der andre nationer, der kunne finde på at forlade EU, fordi et flertal af befolkningen ønsker det?

Nationale aftaler

I Danmark frygter Dansk Industri, landbruget og de danske fiskere, at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Den aftale, som den britiske premierminister og EU havde lavet, villet have fortsat den danske handel mellem Storbritannien og Danmark. 

Som ved afstemningen om Danmarks indmeldelse i EF i 1973 blev det påstået, at uden den britiske import fra Danmark, mulighederne for at fiske i britisk farvand, og den danske eksport ville Danmark gå fallit. 

I de danske medier fortæller Dansk Industri, DI, det danske landbrug og fiskerne, at det vil komme til at betyde, at det danske samfund vil komme til at lide milliardtab, hvis briterne forlader EU uden aftale – ”No-Deal”. Samtidig fortælles der om, hvordan de forskellige industrier og landbrug skal forberede sig. 

Det er på tide, at DI, landbruget og fiskerne tager EU-skyklapperne fra deres øjne og bruger deres energi på at varetage deres interesser og lægge pres på den danske regering og Folketinget, for at få dem til at indse, at der ikke kommer en aftale mellem SB og EU. 

Nu er det på tide, at Danmark, med landets interesser i Storbritannien, henvender sig direkte til Storbritannien og får lavet handelsaftaler. 

Lad os behandle briterne som gode naboer. Kom i gang med at snakke aftaler med Storbritannien!