Brodne kar ødelægger arbejdsmarkedet
[KOMMUNIST 1-2025] Manglende arbejdstilladelser, katastrofale arbejdsforhold, aktører med tilknytning til mafiaen eller organiseret kriminalitet er i dag en kendsgerning på det danske arbejdsmarked.
Den for nylig viste TV2 dokumentar (Den sorte svane) og senere DR’s serie (Underdanmark) viste blot det, store dele af fagbevægelsen har kæmpet med i en årrække. Men nu fik hr. og fru Danmark så mulighed for at følge den råddenskab, der hersker blandt politikere, embedsfolk, advokater og byggematadorer.
Afslører ulovligt arbejde
I dokumentaren på DR afslører man med skjult kamera, hvordan illegale migranter har arbejdet ubeskyttet med asbest på byggepladser i Herlev og Roskilde. Det er firmaet J. Jensen, der står for nedrivningen.
Da DR’s journalist konfronterer direktøren, henviste han til, at mandskabet kom fra to underentreprenører, der skulle udføre arbejdet.
Derfor må fagbevægelsen i fremtiden rejse krav om kædeansvar, så det er hovedentreprenøren, det falder tilbage på, når tingene ikke er i orden. Seneste eksempel på råddenskab og kynisme var i DR dokumentaren ’På statens regning’, der handlede om lønsnyd på 3 store offentlige projekter, begået af udenlandske firmaer.
Social dumping på Microsofts byggeri
I Køge må udenlandske ansatte se langt efter deres retmæssige løn. Det er firmaet Facades Solution Limited, som havde en del af entreprisen med at bygge facader på Microsofts nye datacenter i Køge.
Her arbejdede firmaets 24 rumænske ansatte i seks måneder på tech-gigantens milliardbyggeri for i gennemsnit 50 kroner i timen og endte med at blive snydt for 4,3 millioner kroner i løn i forhold til overenskomsten. Da firmaet sidenhen gik konkurs, tog 3F i Roskilde kontakt til Microsoft og hovedentreprenøren Exyte om sagen for at gå i dialog om, hvorvidt de ville dække beløbet til de underbetalte arbejdere. Det valgte Microsoft og Exyte at sige nej tak til.
Det fortæller lidt om, hvad den danske fagbevægelse er oppe imod nu om stunder.
/PeJu