Skip to content

Brugen af revalidering er styrtdykket 

Trods gode resultater er Kommunernes brug af revalideringsordningen til folk med begrænsninger i arbejdsevnen styrtdykket i perioden fra 2005 til 2018. Faldet er på hele 77 pct. fra 19.000 til kun 4.300. Det fremgår af en analyse, fra Center for aktiv beskæftigelsesindsats (Cabi).

Næstbedst

Det sker på trods af, at revalidering er en af de mest effektive måder at få borgere tilbage i beskæftigelse på. Således kom eksempelvis 48,3 pct. af de borgere, der var på revalidering i 2017, i ny beskæftigelse efter 12 måneder, fremgår det af omtale af analysen i dk.nyt. 

Revalidering ønskes af mange borgere med nedsat arbejdsevne, fordi den kan betyde både økonomisk hjælp og et uddannelsesforløb. Mange jobcentre er derimod vilde med at sende borgerne ud i næsten endeløse virksomhedspraktikker og arbejdsprøvninger, som umiddelbart er billigere for kommunerne.

Cabi anbefaler kommunerne at genoverveje deres brug af revalideringsordningen, da meget tyder på, at gevinsten ved investering i revalidering, overstiger udgifterne, da en så stor andel kommer i beskæftigelse.

Store forskelle

Der er stor forskel på, hvor meget jobcentrene, og dermed kommunerne, bruger revalideringen. Enkelte har øget brugen, mens andre stort set ikke bruger den. 

Ifølge analysen er brugen faldet med hele 90 pct. i nogle kommuner siden 2005. Lolland og Sønderborg er blandt de få kommuner, hvor sagsbehandlerne bruger ordningen mere og mere. 

Men forskellene fra kommune til kommune kan ifølge analysen blandt andet forklares ved, at mange sagsbehandlere ikke har nok kendskab til ordningen og i stedet sender borgere i andre tilbud, selvom de passer på målgruppen for revalidering. Desuden påpeger analysen også, at mange kommuner oplever, at de dyre uddannelsestilbud ”afskrækker”.

Men en anden udlægning af begrebet ”afskrækker” kan også ses i adskillige erfarne socialrådgiveres kritik af kommunernes bevidste og politisk besluttede manipulation af borgerne, der har brug for vejledning, uddannelse og beskæftigelse med perspektiv i.    

-alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk