Bryder databeskyttelsesloven
Tvangsforanstaltninger pålægger fattige flere udgifter
Af Lilli Rodeck
Det har gennem tiderne lydt fra skiftende regeringer, at man ikke ville samkøre de data, som samles om borgere fra vugge til grav.
Men det er ved at slutte. Regeringen har i sin visdom fundet frem til, at en samkøring af data for visse børnefamilier vil gavne udsatte familier, hvis man via samkørsel af data kan se, om der er problemer i familien. Regeringen vil dermed indføre et pointsystem. Jo flere points familien får, des mere vil behovet være for indgriben fra samfundet.
Underbemandede institutioner
Det interessante er, hvilken indgriben regeringen har planer om. Noget, som er blevet gentaget, er tvangsindmeldelse i daginstitutioner samt stopprøver i 0. klasse, som angiveligt skulle gavne fremmedsprogede børn.
Det lyder tilforladeligt, men daginstitutionerne er yderst pressede med mangel på personale og økonomi. Også mange skoler mangler uddannede lærere, som har specialkundskaber i at understøtte børns læring af det danske sprog. Og hvem skal betale for dagsinstitutionspladsen?
Man måtte kunne forvente, at regeringen yder øremærkede tilskud til flere vuggestue- og børnehavepladser samt flere pædagoger sammen med et sådan krav. Men det har regeringen ikke tænkt sig at gøre. Tværtimod vil den samtidig sørge for, at der ikke er for mange flygtninge- og indvandrerbørn i de enkelte institutioner.
Fiasko i England
Hvilke andre tiltag, man vil udsætte især fattige familier og familier af anden etnisk herkomst for, nævnes ikke. Men hvis intentionerne skal følges, kan det blive dyrt for både de enkelte familier og kommuner.
I England har man prøvet det samme i et forsøg, som får lov til at fortsætte frem til 2020. Planen var at hjælpe 120.000 børn ud af de dårlige sociale livsvilkår. Den engelske regering havde bevilget 10 milliarder kr. Men det har efter 4 år vist sig ikke at have haft nævneværdig effekt, da man ikke havde forstået, at problemerne var meget større end forventet. Det lammede systemet.
Overvågningssamfund
Når man kan se, at samkørsel af data ikke de facto kommer til at hjælpe nogen, så bør regeringen overveje, om den vil begynde en glidebane, hvor resultatet hurtigt bliver til en dataovervågning af alle.
Det er godt, hvis man vil hjælpe udsatte familier, men så må man forbedre socialforvaltningerne, så de har socialrådgivere nok til at udføre deres arbejde forsvarligt. Man kan nemlig godt opspore de udsatte familier på sædvanlig måde, hvor de instanser, som kommer i berøring med disse familier, har mulighed for at se på hele familiens tilstand.
Men desværre har vi nogle politikere, som tror, at alt kan gøres gratis. De har en tillid til digitalisering, som gang på gang har vist sig at være dum og naiv.
KPiD kræver, at der bibeholdes vandtætte skotter mellem de forskellige data om borgerne. Vi kræver, at der tilføres penge til de enkelte kommuners socialforvaltninger. Vi kræver mere uddannet personale i daginstitutioner og skoler, og vi kræver, at samfundet garanterer det enkelte barn, at det har samme mulighed for uddannelse som børn i Hellerup og Gentofte.