Carl Nielsens hospital

[KOMMUNIST 5-2025] Interview af Hans Scherfig med Carl Nielsen, bragt i Land og Folk og Folk 27. juli 1945.

Dette er historien om Carl Nielsens hospital. Han er ikke selv interesseret i at få den frem. ”Det er da ikke noget at skrive om”, siger han. Og man må spørge ham ud, før han fortæller.

Der er udført så mange bedrifter i disse år, og den ene skal ikke fremhæves frem for den anden. Men beretningen om, hvordan en hel del af de syge fra Stutthof-lejren blev reddet fra at dø, bør ­alligevel kendes af så mange som muligt.

Carl Nielsen må finde sig i, at historien bliver fortalt. Arbejdsmand Carl Nielsen, Mørdrup, blev anholdt 22. juni 1941 som kommunist, men løsladt igen et par måneder efter. I november 1942 holdt det danske politi igen en større razzia efter kommunister, men Carl Nielsen slap fra dem. I marts 1943 blev han imidlertid på gaden i Helsing­ør genkendt af en nidkær dansk betjent og arresteret. Via Vestre fængsel kom han til Horserød-lejren og blev den 29. august sammen med de andre danske internerede udleveret til tyskerne af Thune Jacobsen.

I oktober gik turen til tilintetgørelseslejren Stutthof. Andre har fortalt om Carl Nielsens ”overlæge”gerning i den sidste vanskelige tid før befrielsen, og jeg spørger nu selv, hvordan det gik til, at han kom til at passe lejrens syge?

Carl den Røde

– Det kom ganske af sig selv, siger han. – Det var, da vi måtte marchere fra Stutthof sidst i januar, efter at de russiske granater var begyndt at falde.

Martin Nielsen og andre har fortalt om den forfærdelige march, hvor de døde lå langs vejene. Der var ingen vand at få, og fangerne led meget af tørst, og de drak af pytterne og vandet i hjulsporene. Det blev de naturligvis syge af.

Scherfig: Hvad var det for sygdomme? 

– Det var især tyfus og plettyfus og den modbydelige flegmone, en betændelse der skyldes underernæring. Vi kom til Nawitz i Lauenburg­området. Det var en tidligere arbejdslejr. Vi fik næsten ingen mad. Kun lidt kartofler, og polakkerne kom med lidt brød. En enkelt gang kunne der skaffes lidt byggrød, bare 4–5 skefulde til hver af de meget syge.

Scherfig: Hvor mange syge var der? 

– De var faktisk alle sammen syge. Jeg var vist den eneste nogenlunde raske. Det var derfor naturligt, at jeg kom til at passe de andre. Men det var meget besværligt.

Jeg kogte vand til dem, men der var næsten ingen vand at få. Og der var ingen lys. Skodderne blev lukket for om aftenen. De fleste led af stærk diarré. Der var et grænseløst svineri, og de syge måtte ikke komme på wc. De skulle sætte sig lige ude for døren, så man slæbte hele svineriet med ind i soverummet. Og her lå de så tæt, at man ikke kunne gå uden at træde på kammeraterne. Det var meget besværligt, men det var godt at have noget at gøre, så man ikke kom til at spekulere for meget.

Daglig rutine

Scherfig: Hvor længe var I i Narwitz? 

– Det var ca. 5 uger.

Scherfig: Og hvad gjorde du så ved patienterne? 

– Ja, jeg delte altså grød ud om morgenen, når der var noget. Og så gik jeg rundt og tog deres temperatur.

Der var mange, der havde 41. Og der var mange, der var uklare og lå og talte i vildelse. De led meget af tørst. Der var ikke vand nok, fordi vagt­posterne ikke gad gå med efter vand. Så smeltede jeg sne i kakkelovnen og kogte det. Senere blev kakkelovnen revet ned. Der var en tid med 40 alvorligt syge, danskere og nordmænd. Jeg fik skaffet nogle borde, hvor jeg kunne lægge nogle af de mest syge. De mindre syge lå under bordene. Det hjalp lidt på pladsen.

Scherfig: Havde I noget medicin? 

– Ja, det havde vi heldigvis. Waldemar Gravesen havde slæbt et lille apotek med, som vi i sin tid havde fået fra Røde Kors-pakkerne. Derfra stammede termometeret. Og der var asperin og lidt opiumdråber og streptomidpiller. Og en smule vat og forbindingsstoffer.

Vagter og syge

Scherfig: Havde I også brug for forbindingsstoffer? 

– Ja, til flegmone og bylder og betændelse. Fire–fem af de raskeste hjalp mig med at passe de syge. Om natten havde jeg altid selv vagt, fordi de syge nu var vant til at kalde på mig. Det var jo det med at bære de syge ud, når de havde diarré. Der var en snedker, der havde lavet en slags transportabelt lokum af en gammel stol, men den måtte vi ikke bruge for smittefarens skyld. Så jeg måtte altså bære de syge ud om natten. Uden for døren måtte de syge sidde i sne og sjap. De måtte ikke gå bort fra døren for vagtposterne.

De truede med at skyde. Jeg blev engang dunket i ryggen med sådan en geværkolbe, fordi jeg var gået lidt til siden.

Scherfig: Døde der mange? 

– Nej, der døde virkelig kun to. Otto Melchior var den ene, og den anden var en nordmand. Det reddede mange, at der netop til Nawitz kom en beredskabspakke fra konsulatet. Der var et kvart pund sukker og noget marmelade og en lille æske med ost. Der var også lidt skonrogger.

Nogle af kammeraterne skaffede andre fødemidler fra polakkerne. De byttede sig til te og fedt, som de syge fik. Jeg kan huske, at Kristian Hvarre skaffede noget halm, og det var meget vigtigt.

Scherfig: Hvordan kunne han skaffe det? 

– Jo, der kom en bonde forbi med noget halm, og Hvarre kom til at tale med ham. Vagt­posten skød efter Hvarre, men ramte ikke, og Hvarre kom grinende og afleverede halmen, som vi havde mægtigt brug for. Og Niels Klitgård skaffede engang noget mælk. Han skulle ud at hente vand og var så kommet i forbindelse med en kone og fik mælk af hende.

Også Oluf Ræder skaffede mælk engang. Han havde været ovre i kælderen efter kartofler. Se, det var jo fordi de danske kammerater hjalp hinanden og holdt sammen, at så mange blev reddet. Polakkerne i de nedre barakker døde i hundredevis. Så var det, lejren skulle evakueres. Det var den 9. marts. Der kom ordre til opbrud midt om natten. Ingen raske måtte blive tilbage. Russerne stod tæt ved Nawitz.

Røde hær på vej

Scherfig: Hvad så med dig? 

– Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at blive hos de syge. Ellers ville de jo sikkert omkomme. Jeg måtte lade som om, jeg selv var syg. Jeg lagde mig ned og stønnede. Der var jo mange, der jamrede sig og talte i vildelse. Carl Nielsen var nu efterladt alene med de syge, med tyske vagtposter og russerne tæt ved Narwitz.

Scherfig: Var der ikke fare for at tyskerne ville myrde de syge? 

– Jo, det regnede vi jo med. Vagtposterne havde også fået udleveret håndgranater til det, men det fik vi først at vide senere. Jeg fik lagt de syge sammen i en række. Men så blev der om morgenen givet ordre til, at alle syge fra hele lejren skulle bringes sammen i en barak. Jeg måtte så slæbe dem over en ad gangen. Og så var det, jeg så, at vagterne havde fået håndgranater og fik bange anelser.

Scherfig: Hvordan kunne du bære alle de voksne mennesker? 

– Det var ikke så svært. Du må jo huske på, at mange af dem vejede ikke engang 50 kg. Granaterne fra fronten var begyndt at falde tættere, og jeg var klar over at der snart ville ske noget. Så kom der løbende nogle piger og advarede vogterne: Russerne er her, råbte de. Og vagterne rev deres skulderstropper af og løb. De glemte at bruge deres håndgranater.

Og så var det, at jeg lidt efter så den første russer. Det kan man slet ikke forestille sig, hvad det betød. Jeg var gået udenfor barakken for at pille lusene af min trøje. Det plejede jeg at gøre hver morgen.

En pæn morgen

Og i dag var der jo ingen vagter, så jeg gik helt ud på vejen. Det var sådan en pæn morgen. Solen var ved at stå op, og jeg syntes, det var så dejligt at gå lidt på vejen og se lidt på solen. Så kom der en mand, som jeg troede var en folkestorm-soldat. Det var den første russer. Han hørte til en fremskudt panserkile, der kørte videre. Vi skal gøre krigen færdig, råbte han. Jeg løb straks ind til kammeraterne og fortalte dem det. De ville først slet ikke tro det.

Men en af dem kom kravlende ud og så, at det var sandt. Og så kom de andre krybende ud – også de var meget syge – for at se den russiske kammerat og røre ham og byde ham velkommen. Han var så bevæget, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Jeg bestemte, at jeg ville flytte hospitalet over i SS’ernes barak, som var den bedste.

Først måtte jeg muge ud derovre. De havde efterladt et forfærdeligt svineri. Der var skidt på gulvet, der måtte vaskes og renses og skaffes ren halm. Så tændte jeg op i kakkelovnene. Der var 6–7 værelser, og for at skaffe bedre plads rev jeg skillerummene ned. På den måde fik jeg indrettet en lang sygestue, hvor der kunne ligge 25 patienter i række. Senere tog jeg skillerummene, der var lavet af træ og lagde mursten under, så det blev til en slags senge. Det trak nemlig nede ved gulvet. Efterhånden som det kom i orden, bar jeg de syge derover.

Jeg blev der

De fleste Stutthof-fanger kom hjem – på trods af samarbejdsregeringen, det nidkære politi og justitsminister Thune Jacobsen.

Carl Nielsen: – Der kom system i sagerne. Jeg inddelte dagen og lagde en plan. Om morgenen kl. 5 stod jeg op og gjorde rent og tændte i de to kakkelovne. På den ene kogte jeg vand, og på den anden kogte jeg havregrød. Når havregrøden var færdig, varmede jeg vand til vasken. Så tog jeg temperatur, og så blev patienterne vasket og barberet. Derefter redte jeg sengene. Og så fik de syge medicin.

Opium og aspirin og hvad der nu var. Fra den tid begyndte de at blive raskere. Og enkelte begyndte at kunne hjælpe. Det var f.eks. Melsing og Niels Køkkenkarl.

Scherfig: Hvor længe gik det på den måde? 

– Ca. 3 uger, tror jeg, eller lidt over fjorten dage.

Scherfig: Var du stadig alene?  

– Kammeraterne begyndte at blive raske. Men jeg kunne ikke sætte dem til noget. De var helt afkræftede. Jo, Henry Christensen fra Horsens hjalp forresten til, så snart han kom op af sengen. Russerne kom med mad.

Efter nogle dages forløb kom der besked om, at de, der trængte til operation, kunne komme på et russisk felt­lazaret, der var fulgt med den første panserstødkilde.

En hyggekrog

Scherfig: Var der da nogle, der skulle opereres?  

Ja, der var Valdemar Lorentzen, der havde fået flegmone i hovedet. Han var meget syg. Vi havde næsten opgivet ham. Han kom på lazarettet, og nu er han hjemme i god behold. Efterhånden blev flere af kammeraterne stablet på benene. Vi fik stillet et rundt bord lige ved køkkenet, hvor de raskere kunne spise. Det var virkelig helt hyggeligt. En hyggekrog. Der var blomster på bordet.

Dem kom russerne med. Og vi fik landkort på væggene, og der kom russiske soldater på besøg hos os. Der kom også en kvindelig russisk læge. Hun var meget imponeret over, hvordan vi havde indrettet os og spurgte, hvad landsmænd vi var. Da hun hørte, vi var danskere, sagde hun: Danskerne har altså også kultur.

Hun havde meget at gøre. Blandt andet skulle hun organisere aflusningen af hele byen. Det var en meget vigtig ting. Jeg havde virkelig gået i rædsel for, at der skulle være flere af mine kammerater, der skulle dø. Heldigvis blev vejret godt, og jeg sørgede for at få dem ud i solen, der kunne tåle det. Jeg var ærligt talt vældig stolt den dag, jeg kunne få de mest syge med ud at gå.

Mange af dem havde selv opgivet at blive raske. De var så afkræftede, at de havde opgivet det hele. Men efter den første spadseretur blev de klar over, at de dog måske kunne komme over det. Og de kom over det. Da alle var oppe, fik vi besked på, at byen skulle rømmes. Vi skulle sammen med polakkerne til en samlelejr ved Litmannstadt. Men de fleste var alligevel så afkræftede, at de ikke kunne være med på transporten. Vi kom så til en polsk politistation og blev derfra fordelt til flere gårde. To–tre hvert sted. Og dermed er hospitalets historie forbi.

Kammeratskab og sammenhold

Carl Nielsen og fire andre meldte sig ved et russisk kompagni og kom i arbejde til krigens afslutning. Og nu er de hjemme igen, trods Thune Jacobsen gode vilje. Carl fortæller roligt og beskedent om begivenhederne.

Han mener ikke, at hans egen indsats skulle betyde noget særligt. Og han synes ikke, det kan være noget at skrive om. Det var de danske kommunisters kammeratskab og sammenhold, der var skyld i, at så mange reddede livet, ­siger han. Han har ikke mere at fortælle om sit hospital.

Men det har hans patienter. Og når en samlet beretning om Stutthof-fangernes oplevelser engang skal udgives, vil dette afsnit ikke komme til at mangle.