Carlsbergfruen og kommunisterne

Af Margit Andersen

I 1940 bragte Arbejderbladet en meget morsom kriminalroman som føljeton. ”Mørke Magter” hed den, og forfatterens navn, Olaf Rye, var pseudonym for Hans Kirk og Hans Scherfig, der må have moret sig gevaldigt med at skrive denne nøgleroman fra 30’ernes København.

Nogle af personerne er let genkendelige. Den overrevolutionære Jensen-Skrævs med det dystre ansigt og store hårpragt, og som lider af kronisk raseri, er et slet skjult portræt af Broby Johansen. Den lille, runde landsretssagfører Ramm med en fedtet kasket trykket ned over sin skaldede isse, og som ejer en så sund og naturlig tørst, at han har lært sig at knappe en bajer op med fingrene, er selvfølgelig Carl Madsen.

Noget sværere for vore dages læsere er det, at identificere den velkonserverede burgøjserfrue, Nai-Nielsen, der i sin fine lejlighed på Christianshavn holder sexual-politisk studiekreds om bl.a. arbejderklassens seksuelle problemer, og om hvordan
de kan afhjælpes. En af hendes ideer er at oplyse med sange for børn, hvor alt siges ligeud uden omsvøb, og med melodier som alle kender, f.eks. ”Et barn er født i Betlehem”.

Modellen til fru Nai-Nielsen

Den gang, i 1940, var det lettere for læserne at genkende damen, der var berømt som forfatter, samfundsdebattør og psykoanalytiker, eller noget derhenad. Hun var døbt Johanne Marie Christiansen (1884-1963) og voksede op i en skipperfamilie i Middelfart. Fornavnene forkortede hun senere til Jo, og efternavnet Jacobsen giftede hun sig til i 1906.

Hendes mand, Vagn Carl Jacobsen, var barnebarn af Carlsbergs grundlægger, og det betød, at den fattige pige fra Fyn kom ind i en af de mest pengestærke familier i landet, og da hun ud over at se godt ud også var intelligent og charmerende, blev hun hurtigt en feteret stjerne i det københavnske high society.

Skilsmisse og et nyt liv

Men det gik ikke så godt med familielivet. Parret nåede at få to børn, men så var det også slut med kærligheden. Vagn levede på ingen måde op til Jos ideal af en mand, og det endte i 1918 med separation og derpå en lang og bitter proces før den endelige skilsmisse i 1922.

Fra separationen og til Vagns død i 1931 levede Jo af familien Jacobsens penge, hvad der ikke anfægtede hende, og ej heller forhindrede hende i at skrive nøgleromanen ”Familien Hansen”, der udkom i 1925. Her får svigerfamilien og dens omgangskreds med grov humor det glatte lag, og bogen vakte da også nogen skandale.

At hun ikke behøvede at sørge for sit udkomme, betød ikke at hun lå på den lade side. Med ildhu tog hun del i samfundsdebatten, skrev, læste, rejste og holdt foredrag om ligeret for kvinder og for fri abort, som hun mente var en betingelse for at arbejderkvinder kunne blive frie. Hun studerede psykoanalyse både i Wien og herhjemme og nåede at skrive otte bøger, indtil hendes stjerne omkring 1950 falmede, og hun blev uinteressant.

Scherfig og børnesangene

I 1933 sendte hun et udvalg af sine sexualoplysende sange for børn til Hans Scherfig og spurgte, om han ville illustrere dem.
Det kom der ikke noget ud af. Måske fordi, som Scherfig udtalte i et interview i forbindelse med tidens sammenblanding af politik og seksualitet, at han mente at ”vi kan ikke nøjes med at elske os frem til socialismen”. Men sangene blev husket, og dukkede altså op flere år efter i en føljeton i Arbejderbladet.

Generøs og stridbar

Jo Jacobsen var generøs og sine venners ven. F.eks. lånte hun i en periode sin lejlighed til psykoanalytikeren og kommunisten Wilhelm Reich, da han var på flugt for nazismen, og andre hjalp hun i lignende situationer.

Men hvis vennerne ikke accepterede hende og det hun stod for hundrede procent, var hun til gengæld ikke bleg for at kappe forbindelsen. En af de få, der trods mange kontroverser bevarede sit venskab med hende, var K.K. Steincke, men ham var hun også lun på, uden at det dog lykkedes hende at komme i bukserne på ham, eller hvad det nu hedder, når det foregår i omvendt orden.

Afslag fra Forlaget Tiden

Kapitlet i Mørke Magter om Nai-Nielsens studiekreds, der endte i tumulter og politi­tilkald, bragte dog ikke hendes sind i kog, for i 1946 sendte hun et manuskript til Forlaget Tiden, der indeholdt genfortællinger fra biblen set ud fra et psykoanalytisk, sexpolitisk og økonomisk-historisk synspunkt.

Den daværende leder af forlaget, Gelius Lund, gav et venligt afslag begrundet med, at indholdet lå noget uden for rammerne af forlagets udgivelser. Af arkivmateriale fremgår det, at Jo Jacobsen forsøgte sig igen året efter, måske efter at have redigeret i det, men til hendes fortørnelse fik hun igen afslag. Hun havde troet, skrev hun, at forlaget stod for ”social redelighed”, men havde i stedet fundet ”moralsk usselhed”. Bogen med titlen ”En sang på trapperne” udkom på Borgens Forlag i 1949, og de få anmeldelser den fik, var ikke positive.

Dorthe Chakravarty har skrevet en biografi om ”Carlsbergfruen, der gik sine egne veje”, om en kvinde, der på mange områder var fremsynet, men på egne vegne snæversynet og belastet af selvovervurdering og manglende realitetssans. Bogen er underholdende og giver et levende indtryk af nogle af de bevægelser, der satte deres præg på mellemkrigstiden, og af det store galleri af kendte personligheder, som Jo Jacobsen omgikkes i sine velmagtsdage. Der er nogle historiske svipsere hist og pist, som nogle læsere kan hygge sig med at kloge sig over, mens andre ikke bemærker dem. De skæmmer lidt, men ødelægger ikke helheden.

Dorthe Chakravarty:
Jo – Carlsbergfruen, der gik sine egne veje
Gyldendal. 288 sider.
300 kroner

Olaf Rye:
Mørke Magter udkom på ­Forlaget Tiden i 1956