Casablanca og vesttysk filmcensur
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 3-2025] Litteraturens veje kan føre til overraskende nye udsigter. Som den rumænsk-tyske nobelpristager Herta Müllers lille essaysamling ”En flue kommer gennem en halv skov”, der giver et nyt perspektiv på en af filmhistoriens klassikere.
I et essay belyser hun bl.a. det at være flygtning og leve i eksil og kommer hermed ind på filmen ”Casablanca”, der blev optaget i 1942 og havde premiere i USA samtidig med de allieredes indtagelse af Casablanca i Marokko, som indtil da havde været styret af den franske Vichyregering.
Filmen foregår altså i Casablanca, om end den er optaget i studier i Hollywood, men det virker ikke kunstigt, og man bliver som tilskuer tryllebundet af stemningen, historien og ikke mindst af de overbevisende skuespilpræstationer fra såvel hoved- som birolleindehavere.
Det meste foregår i Ricks cafe, som frekventeres af flygtninge, der forsøger at komme videre til Lissabon og derfra til USA, og af tyske officerer samt andre skumle personager. Rick (Humphrey Bogart) er en mand af få ord, men på flygtningenes side, mens stamgæsten, kaptajn Renault (Claude Rains), synes at være loyal over for Vichy-styret.
Filmens intrige sættes i gang med, at en tjekkoslovakisk modtandsmand, Victor Laszlo (Paul Henreid) ankommer sammen med sin kone (Ingrid Bergman), der tidligere i Paris har haft en affære med Rick, da hun troede, at hendes mand var død i koncentrationslejren.
Det, der for mig var nyt i Müllers essay, var, at den overvejende del af skuespillerne selv var flygtet fra nazismen og levede i eksil i USA, og efter hendes mening er det medvirkende til, at de spillede så overbevisende.
Da filmen havde premiere i USA i begyndelsen af 1943, fik den en blandet modtagelse af anmelderne, men det brede publikum var begejstret. I 1944 modtog den otte Oscars, og i 1999 blev den kåret af det amerikanske filminstitut som nr. to blandt de største film nogensinde.
Dens skæbne i Vesttyskland var noget anderledes. Da den blev vist i 1952, var det i en version, der var 25 minutter kortere end den oprindelige. Scenerne med tyske officerer var klippet fra, og modstandsmanden Laszlo havde skiftet navn til Larsen og var blevet til en norsk fysiker, der var eftersøgt af Interpol. Tilbage var kun trekantsdramaet. Dette kunne lade sig gøre rent teknisk, fordi filmen blev synkroniseret, og bagrunden for det var et nyt begreb, der blev kaldt ”kommunikativ fortielse”, som gik ud på, at nu begyndte man på en frisk og skulle glemme fortiden.
Man kan undre sig over, at Warner Brothers ikke protesterede imod denne maltraktering af filmen i betragtning af, at selskabet havde truet Marx Brothers med et sagsanlæg i forbindelse med deres film ”En nat i Casablanca” fra 1946, fordi dens titel krænkede deres berømte film. Et gæt kan være, at der var økonomiske interesser i spil.
Først i 1975 blev Casablanca i Vesttyskland vist i sin fulde længde, men den var ikke alene om at blive udsat for censur i fortielsens interesse. En anden klassiker inden for modstandsfilm er Roberto Rosselinis ”Rom åben by”. I 1950 udtalte den vesttyske filmcensur, at den viste ”den historiske virkelighed, om end noget overdrevet”. Nu gjaldt det ikke om at hidse europæere op mod hinanden men om formidling af mellemfolkelig forståelse. Den blev først vist i sin helhed i 1961.
Wolfgang Staudtes film ”Der Untertan” (Undersåtten) fra 1951, der bygger på en roman af Heinrich Mann fra 1914, måtte igennem samme mølle. Den skildrer personlige og politiske intriger i en lille tysk by i 1890’erne, der peger frem mod, hvad der senere skulle bringe Hitler til magten. Den kunne først ses i sin helhed i forbundsrepublikken i 1971.