Skip to content

Chauffører rammes hårdt af EU

EU’s udbudsregler, der kører efter laveste fællesnævner, er med til at skubbe udviklingen i den forkerte retning.

EU’s grundlæggende brug af arbejdskraftens fri bevægelighed, samt de nye muligheder for at hive arbejdskraft ind fra lande som blandt andet Argentina og Chile plus et forringet dansk socialt sikkerhedsnet, er med til at tvinge folk til at acceptere jobs uden rettigheder.

Gennem de seneste år har flere chauffører og transportarbejdere oplevet at blive presset over på daglejervilkår uden helt grundlæggende rettigheder. Det er en bombe under vores livsvilkår.

Chauffører, der bl.a. kører for nemlig.com og Intervare, arbejder under uhyrlige forhold som falske selvstændige og straffes med bøder af selskabernes overvågningsregime.

Udnyttelse

De nye atypiske jobs antager mange former: Chauffører, der bl.a. kører for nemlig.com og Intervare, arbejder under uhyrlige forhold som falske selvstændige og straffes med bøder af selskabernes overvågningsregime.

Madbude og andre platformsarbejdere bliver frataget deres rettigheder som lønmodtagere og efterladt i en usikker hverdag, hvor indkomsten styres af algoritmer og kundernes rating. For mange er det et spørgsmål om at forblive i landet, eller blive sendt hjem til en endnu værre tilværelse i deres hjemland langt væk.

Løn under sygdom, feriepenge, pension og en 6. ferieuge eksisterer ikke. Chaufførernes fagblad fortæller, at det griber om sig i hele transportsektoren.

Udbudstyranni

En syg kultur har udviklet sig indenfor stort set alle områder. Bus-, taxa-, handicapbranchen er konstant underlagt krav om at udføre det samme stykke arbejde som året før, bare billigere end sidste år.

Buslinjer skifter operatør, fordi det ene selskab har budt en anelse lavere end det andet. Chauffører skal skifte arbejdsgiver, hvis de vil blive på de samme ruter. Materiel og andet isenkram er for længst skiftet ud til fordel for den laveste fællesnævner, og efterhånden findes der kun to muligheder for at spare yderligere. Det er færre busser til publikum, med ringere service i den kollektive trafik, og/eller flere forringelser af løn og arbejdsforhold.

Buschauffører, der kører på TA-overenskomsten, som bl.a. dækker taxa- og turistkørsel, arbejder på nul timers-kontrakter uden at have nogen garanti for, at de får løn ind på kontoen i den næste uge eller måned.

Ansvarsforflygtigelse

Movia og nemlig.com ligner hinanden på den måde, at de begge slår ud med armene og ikke vil påtage sig ansvaret for kørslen, men henviser til deres underentreprenører.

De planlægger kørslen, bestemmer hvilke mærker vognene skal have, hvilket tøj de skal have på, og hvilke hjælpemidler en bestemt kørsel skal have. Men selve løn- og arbejdsforhold vil de ikke røre ved.

Mange lastbilchauffører fra Østeuropa og Asien kører stadig rundt på de danske veje uden en seng at sove i under de lange weekendhvil eller dansk løn i Danmark på trods af Vejpakkens og Godskørselslovens krav.

Skattefinansieret løndumping

Indenfor handicapbranchen er udfordringerne de samme. Fra tid til anden bliver kørsel sendt i udbud og størstedelen er visiteret af kommunen og en del af serviceloven. Den laveste pris får tilkendt kørslen.

Regioner og kommuner kaster årligt over 6 milliarder efter bus- og taxa-firmaer, som udfører offentlig persontrafik. En god del af pengene går til firmaer, der systematisk dumper løn- og arbejdsforhold, blandt andet i Flextrafik.

Med denne fremtidsudsigt kan KOMMUNISTs læsere måske bedre forstå manglen på chauffører i Storbritannien efter Brexit. Nu er der ikke flere lavtlønnede at hente i EU til at presse lønnen, og chaufførerne derovre kæmper for ordentlige løn- og arbejdsforhold, nu uden konkurrence.

RC/Chaufføren3F

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk