Skip to content

Chile: Den dag kobberet blev nationaliseret

I anledning af 50 året for militærkuppet i Chile bringer vi denne beskrivelse om 11. juli, Den Nationale Værdighedsdag.
Oversat af Winne Svendsen SKP – Thomas Irland. Skribent på ”El Siglo”. – 2023.

[KOMMUNIST 8-9 2023] Nationaliseringen af kobberet var i mange år et dybt og inderligt ønske hos det chilenske folk. Vi kan sige, at nationaliseringen af naturressourcerne var en væsentlig del af selve Chiles historie.

Det var naturligvis resultatet af en lang politisk og juridisk proces, der kulminerede med nationaliseringen af kobberet under Salvador Allendes præsidentskab. Nationaliseringen af kobber og minedriften generelt var en del af det regeringsprogram, hvormed præsident Allende blev demokratisk valgt i Chile i 1970.

Nationaliseringen af den storstilede minedrift blev også opnået gennem en forfatningsændring, der blev godkendt enstemmigt af den chilenske Kongres den 11. juli 1971. Der var ikke en eneste stemme imod. Ikke en. Det var bestemt et historisk øjeblik, der blev skabt gennem det chilenske folks kampe og bragt til virkelighed af den forenede venstrefløj under ledelse af Salvador Allende.

kobber-chile
Nationaliseringen af kobber og mine­driften var en del af det regeringsprogram, hvormed ­præsident Allende blev demokratisk valgt i Chile i 1970.­

Grundloven

Hvorfor en grundlovsændring? I sin tale forklarede præsident Allende grunden til at følge denne vej for at nationalisere kobber:

“Nogle hævdede, at en lov var nok. Vi sagde nej, at en forfatningsreform var nødvendig. Det var den eneste måde at løse det juridisk-økonomiske virvar, der bandt os til virksomhederne, at sætte en stopper for de såkaldte kontraktlove. Det var også grundlæggende, at i denne reform blev den bogførte værdi fastlagt og dermed størrelsen på erstatningen til mineejerne”.

Den 11. juli 1971, den dag, hvor forfatningsændringen blev godkendt i Kongressen, og loven om at nationalisere kobber blev bekendtgjort, blev erklæret for National Værdighedsdag.

Borgmesteren i Rancagua (by syd for Santiago) beordrede, at byens flag blev hejst. En massiv manifestation blev afholdt på ”Plaza de Los Héroes de Rancagua” (Rancagua heltenes plads), hvor præsident Salvador Allende deltog. Det var en meget kold dag, men med stor menneskelig varme. Minearbejderne ankom til pladsen med bannere og flag for at fejre dagen med stolthed.

Overalt i Chile

I Nordchiles store miner var der også en mangfoldig fest. En begivenhed af denne størrelsesorden havde man aldrig tidligere set på de kanter. I den store mine ”Chuquicamata” i Nordchile blev der afholdt en gigantisk parade mellem byen Calama og minen Chuquicamata.

Et stort kort over Chile lavet af kobber symboliserede chilensk kobber. Festen blev overværet af arbejdsministeren, borgmesteren i Calama, guvernøren samt virksomhedsledere, fagforeningsledere og andre personlig­heder.

I Rancagua begyndte festlighederne på ”Plaza de los Héroes” med taler af diverse prominente personligheder. Derefter talte præsident Salvador Allende, som begyndte sin tale med at sige:

”I dag er dagen for national værdighed og solidaritet. Det er værdighedens dag, fordi Chile bryder med fortiden; står med tro på fremtiden og begynder den definitive vej for sin økonomiske uafhængighed, hvilket betyder den fulde politiske uafhængighed… Chile vil som suveræn stat nationalisere kobberet. Dette er endda nedfældet i FN-resolutioner, som fastslår, at lande har ret til at nationalisere deres grundlæggende rigdom”.

Når vi lyttede til Allendes livlige tale og betragtede minearbejderne, der fyldte den historiske plads med deres flag og bannere, kunne vi ikke lade være med at tænke på, at vi var der og overværede en historisk begivenhed. Efter århundreders udnyttelse og misbrug havde vi været i stand til at genvinde vores vigtigste basale ressource. Vi ejede vores kobber selv!

I dagens Chile kæmper ­befolkningen for at fjerne den neoliberale grundlov, Pinochet indførte. Men ved sidste valg tabte venstrefløjen stort.

Overalt i verden markerer eksilchilenere 50 året for militærkuppet i Chile. Også her i Danmark foregår der en masse aktiviteter.

Fakta om kobber

  • Chile er verdens største producent af kobber og eksporterer det til Asien (43 pct.), Europa (29 pct.), Sydamerika (16 pct.) og Nordamerika (12 pct).
  • Verdens største kobbermine, Chuquicamata, er statsejet og ligger i knap 3.000 meters højde i Atacama ørkenen i det nordlige Chile. Chuqui, som chilenerne kalder minen, er en åben kobbermine, der måler 8 mio. kvm og er 900 meter dyb.
  • Verdens største underjordiske kobbermine er El Teniente, der ligeledes er ejet af den chilenske stat. Minen ligger syd for hovedstaden Santiago, midt i Andesbjergene.
  • Codelco, landets statsejede kobberselskab, er Chiles største indtægtskilde.
  • Chilensk lov foreskriver, at 10 pct. af alle indtægter fra Codelco skal gå til landets væbnede styrker. Dette svarer til cirka 1,3 mia. dollar i 2006.

Kilde: Codelco

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk