Kommunisterne: 

Corona-epidemien udstiller kapitalismens skrøbelighed

Det er nok de færreste, der ikke ser nødvendigheden af en midlertidig nedlukning af samfundet for at undgå en ukontrolleret smittespredning med Corona-virus. 

Derimod er det ikke hensigtsmæssigt, at de økonomiske hjælpepakker til danske virksomheder ikke kun ydes til dem, som er værdigt trængende og i det mindste er en del af fællesskabet, f.eks. ved at betale skat til Danmark. Det giver ingen mening at åbne fælleskassen for også at støtte de største profitmagere. 

Kommunisterne bakker op om, at staten bør holde hånden under de små selvstændige erhvervsdrivende, men er modstandere af, at bl.a. private banker og store virksomheder skal kunne modtage nogen som helst form for statsstøtte. 

I de seneste årtier har det danske erhvervsliv trods den økonomiske fremgang og gigantiske overskud betalt mindre og mindre i skat. Samtidig har de vist en fuldstændig mangel på vilje til at lade forøgelsen af disse rigdomme komme arbejderklassen til gode i form af højere lønninger, kortere arbejdstid og bedre arbejdsmiljø. 

Nu er vi alle vidner til, at de samme får udbetalt rigtigt mange milliarder kroner fra vores fælles opsparede midler. Udover et svimlende hykleri viser dette, at vi under kapitalismen tages som gidsler med truslen og frygten for at miste vores arbejde, gå ned i løn og dermed risikere at måtte gå fra hus og hjem. 

Er det at vise samfundssind? 

Kommunisterne spørger: 

– Hvis kapitalismen er sådan et overlegent system, må det så ikke bevise det uden brug af statslige hjælpepakker til at understøtte det?

– Hvis det virkelig findes nødvendigt at redde et større privat foretagende fra at bukke under i en krisesituation, hvorfor så ikke bare nationalisere det i stedet og lade dets fulde overskud komme os alle til gode? 

Det er spørgsmål, vi må stille hinanden og vore politikere. Hvad skal et svimlende overskud ellers bruges til, hvis det ikke bruges i sådanne situationer? 

De oversete hårdest ramte i de statslige hjælpepakker er de, der bliver hårdest ramt af Coronakrisen – nemlig de, der bliver arbejdsløse, eller allerede er det – og bliver bedt om at vise samfundssind. 

Det gælder dem, der i forvejen hænger med neglene i bordpladen. – Fra dem der falder for dagpengeperioden, dem der er ramt af gensidig forsørgerpligt på førtidspension og pension, dem der søger herbergerne og krisecentrene, som har mistet millioner i driftstilskud. Det gælder dem som har mistet deres hjemmehjælp. 

Det gælder de udenlandske arbejdere, som trods ”lukkede grænser” stadig fragtes til Danmark som billig arbejdskraft og bor uhumsk og kummerligt. 

Det gælder os raske, der maser os forbi hinanden i storbyerne, fordi de grønne områder sælges væk til boligspekulanter. 

De gælder de unge, der har for lille SU til at kunne betale deres tårnhøje huslejer. 

Alle kan nu forgælde sig, hvis man er heldig. Mennesker som du og jeg. Men et ordentligt samfund skal måles på, hvordan man tager hånd om de mest udsatte mennesker og ikke dem, der er rige, nærige, griske, som vil nasse på et fællesskab, de ikke vil være en del af.