Da Godthåb blev grundlagt

Af Margit Andersen

Kim Leine er en mand for hvem intet menneskeligt er fremmed. I romanen Rød Mand / Sort Mand lægger han ikke bånd på sig selv i skildringen af menneskers råhed, dumhed, ynkelighed og sårbarhed. Det er lidt over 500 siders ubehagelig læsning, som man dog nødigt ville have undværet, fordi historien om Danmarks første forsøg på at kolonisere Grønland er så umanerligt godt skrevet.

I 1728 fik Frederik IV den idé at sende nogle danskere til Vestgrønland for at oprette en koloni i det område, vi i dag kender som Godthåb. I forvejen havde præsten Hans Egede (1686-1758) slået sig ned på stedet for at missionere, ikke så meget for de indfødte, som han mente var uden for rækkevidde, men for fortidens nordmænd, som han forestillede sig, at der stadig var overlevende af, og som af gode grunde ikke havde stiftet bekendtskab med Luthers rette lære.

Men nu skulle der også gang i noget handel, der kunne skaffe penge til Danmark. Ud over en guvernør, en læge, et par præster, nogle håndværkere og soldater bestod den udvalgte skare, der blev sendt af sted, af tugthusfanger og prostituerede. For at der kunne herske ordnede forhold, arrangerede man før afrejsen et bunkebryllup for de sidstnævnte to grupper, og det foregik meget demokratisk ved lodtrækning.

Allerede under rejsen døde nogle, og det blev efter ankomsten til mange, for de medbragte forsyninger slog hverken helt eller halvt til; det eneste der var rigeligt af var snaps, og det er der jo ikke så mange vitaminer i. Guvernøren er uduelig, lægens universalmiddel er åreladning, og Hans Egede lider på det nærmeste af religionsvanvid. Det går, som det må gå, rask ned ad bakke, og da kongen dør, beslutter hans søn, Christian VI, at nedlægge kolonien, om ikke for andet, så fordi den var hans fars projekt.

Her kommer vi ind på et -andet af bogens temaer: forholdet mellem fædre og sønner, der ofte bliver til misforhold.

Leine kan sin bibel, og det bruger han i far/søn forholdet og i skildringen af de indfødtes manglende forståelse for kristendommen. Det at Abraham gik med til at ofre sin søn Isak på Guds befaling, og endnu værre at samme gode Gud udsatte sin egen søn for en lidelsesfuld død, når han var almægtig og kunne have forhindret det, går simpelthen ud over deres fatteevne.

Hvert kapitel indledes med et citat fra Hans Egedes dagbog, men en del af de øvrige hovedpersoner får også stemmer, idet de skiftes til at fortælle. Det er et vel gennemtænkt greb, som giver variation i stilen og synsvinklen. Romanen slutter i 1735, hvor der er kommet nyt liv i kolonien efter en koppe-epidemi bragt fra Danmark.

I efterskriften understreger forfatteren, at han skriver historier og ikke er historiker, og at meget i romanen er sandt, men en del er digt. Når Egede svovler over katolikker og jøder, så er ordene måske opdigtede, men vi ved, at hans helt var Luther, som hadede dem, så indholdet er historisk i orden. Og så fremdeles. Sandt eller ikke sandt i enkelthederne, så er det overordnet en troværdig beretning om en uskøn del af vores historie, der ellers ikke er gjort meget ud af i historieundervisningen.

Kim Leine: Rød Mand / Sort mand.
Gyldendal. 520 sider. 300 kroner.