Da kommunistskrækken kom til Grønland
Af John Poulsen
Den 11. august 1947 kunne man i Land og Folk læse, at skolelæreren Børge Poulsen (1915–1995) var blevet fyret fra sin stilling i den grønlandske by Qullissat og skulle forlade Grønland med det næste skib.
Begrundelsen var, at Grønlands Styrelse fandt ham uegnet til arbejdet, og at han havde et dårligt forhold til grønlænderne. Kommune-rådet i byen protesterede i et brev til Styrelsen og gjorde opmærksom på, at han var en af de få danskere, der havde blandet sig med befolkningen og gav udtryk for, at de ønskede at beholde ham.
Fyringen havde i virkeligheden helt andre årsager, nemlig at Børge Poulsen (BP) var kommunist, og i artikler i Land og Folk havde kritiseret forholdene på Grønland, og derfor var han åbenbart en farlig person.
Nu kommer sandheden om fyringen frem i Søren Peder Sørensen bog ”Røde” Børge, fordi han har fået adgang til hidtil ukendte dokumenter.
Poulsens forældre drev en købmandsforretning og der blev ikke talt politik i hjemmet. Han var ikke glad for at gå i skole og forlod den som 14-årig. I stedet drømte han om at komme til søs, og som 15-årig fik han en søfartsbog og drog afsted. På en af turene kom han til New York, og der oplevede han for første gang den ulighed, der var mellem fattige og rige, og det oprørte ham. I 1937 gik han i land og besluttede sig for at blive lærer, og efter at have taget en realeksamen kom han i 1939 ind på Jonstrup lærerseminarium, hvor han blev færdig i 1943. Bogens forfatter mener, at det var der, han blev kommunist.
I december samme år blev han aktiv i modstandsbevægelsen. På grund af en stikker blev han arresteret af Gestapo i februar 1945 og bragt til forhør i Lyngby. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte, og han levede under jorden indtil befrielsen.
Ligesom mange andre modstandsfolk tog BP varig skade af det illegale arbejde, hvad der bl.a. gav sig udslag i maveproblemer. Det var årsagen til, at han i 70’erne måtte gå på pension som 57-årig.
Efter krigen søgte han om at komme til Grønland som lærer i minebyen Qullissat. Han blev hurtigt en populær lærer, der lærte eleverne dansk og de ham grønlandsk. I modsætning til andre myndighedspersoner havde han tæt kontakt med den grønlandske befolkning og opsøgte elevernes forældre og fik dermed indtryk af, under hvilke elendige forhold de levede.
Qullissat var Grønlands første industriby med en stor kulmine med mere end 1.000 arbejdere. Han kom i kontakt med nogle af arbejderne og organiserede en studiekreds, hvori deltog byens læge, Preben Molander, der også var kommunist, Hans Gabrielsen, som var tillidsmand for minearbejderne, samt telegrafist Nikolaj Kleist.
Et af studiekredsens resultater blev, at arbejderne i minen blev organiseret, og at der blev planlagt en 1. maj demonstration i 1947, hvor arbejdet derfor skulle standses kl. 12.00. Da myndighederne blev klar over det, forbød de demonstrationen. Det eneste sted, hvor forbuddet blev nævnt, var i Land og Folk, der havde det på forsiden den 2. maj.
Minearbejderne havde også rejst krav om en lønforhøjelse på 75 %, og da de truede med at strejke, hvis der ikke kom forhandlinger i gang, meddelte Styrelsen, at man ville sende vicedirektør Eske Brun derop. Han kunne kun tilbyde en stigning på 10 %, men forhandlerne truede så med strejke, og da der var hårdt brug for kullene, endte det med en lønforhøjelse på 60 %. En kæmpe sejr for den nystiftede og første fagforening i Grønland.
Den sidste handling, Eske Brun foretog sig, inden han rejste hjem, var personligt at fyre Børge Poulsen på gråt papir for at være uegnet til sin stilling, selvom han nogle måneder før havde fået den forlænget, bl.a. på grund af sine pædagogiske evner. BP protesterede naturligvis og udtalte til Land og Folk, at den virkelige årsag var, at han var kommunist, og dokumenter viser, at han havde ret. Myndighederne havde nøje fulgt med i hans færden, og den danske landshøvding i Nuuk/Godthåb havde i et brev fortalt den amerikanske konsul i Grønland, at der i Qullissat var to kommunister, der prøvede at organisere kulminearbejderne.
At også det danske politi fulgte med i, hvad BP foretog sig, fremgår af PET-kommissionens beretning. Der står, at ”den pågældende havde etableret et kommunistisk parti blandt kulminearbejderne, og samtidigt havde han fået oversat de kommunistiske love til Grønlandsk.” Hvis det havde været rigtigt, var det jo ikke ulovligt, men man var bange for, at de kommunistiske ideer skulle brede sig.
Det gav sig også udslag i, at Nikolaj Kleist, der var i gang med at oversætte Det kommunistiske Manifest, en dag blev opsøgt af tre mænd, som truede ham til at stoppe arbejdet, ellers ville han ikke få sin kone at se igen. Samtidig stak de ham en lussing og tvang ham til at brænde papirerne.
Angsten for kommunisterne gav sig udslag i, at Hedtoftregeringen i 1948 gav Grønlands Styrelse besked om, at det var forbudt kommunister at tage arbejde eller besøge Grønland. Da Aksel Larsen, som var medlem af Grønlandsudvalget, i 1948 søgte om indrejse til Grønland, blev det afslået.
Da Poulsen kom tilbage til Danmark, var det ikke muligt for ham at få en fast stilling som lærer, fordi han var sortlistet. Først i 1952 fik han et fast job på Holsteins-gade Skole, men så skulle han også dæmpe sin agitation. I 1965 flyttede han og hans nye kone, som han var blevet gift med i 1952, til Rødby, og han forsatte som lærer. I begyndelsen af 70’erne meldte han sig ud af DKP og ind i socialdemokratiet. Men han holdt stadig fast i nogle af sine holdninger, f.eks. modstanden imod EF, og i 1981 blev han medlem af Folkebevægelsen mod EUs forretningsudvalg. Selvom han var socialdemokrat, stillede han i 1984 op som kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen.
Først 34 år efter at han blev udvist af Grønland, kunne han igen besøge landet og møde sin svigerfamilie, dog uden sin grønlandske hustru, Ingeborg, som døde året før.
I slutningen af 70’erne var familien flyttet til Helsingør, hvor Børge Poulsen døde i 1995, 75 år gammel.
Søren Peder Sørensen: ”Røde” Børge – dansk skolelærers skæbne i efterkrigstidens Grønland. Frydenlund. 165 s. 269 kr.