Da Ku Klux Klan blev narret

Af Margit Andersen

Ku Klux Klans leder i 1970’erne, David Duke, var en veluddannet, udadtil pæn mand, der arbejdede for at ændre klanens image og gøre den stueren som en moderne, højreorienteret organisation med gode, kristne værdier, men bag facaden var han og klanen ligeså racistisk og forbryderisk som altid. I sine taler brugte han vendinger som ”America First” og ”Make America Great Again”, og det er blandt meget andet derfor, Spike Lees film BlacKkKlansman er så aktuel i dag, selv om den foregår for 40 år siden.

En ung afroamerikaner, Ron Stallworth, bliver som den første farvede ansat ved politiet i Colorado Springs, hvor han bliver udsat for ydmygende behandling fra nogle af sine kollegers side, men han bider det i sig og kommer til at arbejde i efterretningsafdelingen, som han har ønsket. Den første opgave er imidlertid noget pinagtig, da den består i at infiltrere den sorte studenterforening for at finde ud af, om den har kriminelle planer på tapetet. Det næste job kommer han ved en tilfældighed selv på, men det bliver accepteret af ledelsen og går ud på at undersøge, om den lokale afdeling af Ku Klux Klan skulle gå og pusle med ulovlige ideer.

Det lykkes ham at få indpas i afdelingen og endog at blive et værdsat medlem og komme på venskabelig fod med David Duke, hvor mærkeligt det end kan lyde i betragtning af hans udseende. Det kræver da også, at en hvid kollega spiller hans dobbeltgænger og foregår ved, at Ron står for den telefoniske kontakt, mens kollegaen, der er jøde, og det kan jo ikke ses udefra, må træde til, når han skal deltage i afdelingens møder og aktiviteter. Det lyder som en meget fantasifuld komedie, men det er faktisk en historie fra det virkelige liv. I 2014 udgav den rigtige Ron Stallworth sine erindringer om, hvordan han på den måde infiltrerede KKK i 1978 og fik forhindret et mord på en sort studenterleder og afsløret David Dukes hykleri. Efterfølgende blev der ovenfra sat en stopper for videre undersøgelser af klanens virksomhed, og Stallworth fik forbud mod at fortælle andre om sagen. Derfor kom bogen først efter, at han var gået på pension.

Filmen igennem krydsklippes der med autentiske optagelser af politiets overfald på borgerretsdemonstrationer, af nynazistiske demonstrationer, klip fra Griffiths racistiske film ”En nations fødsel”, der handler om KKK’s fødsel, og i slutningen det klip fra Trumps tale i forbindelse med Charlottesville-demonstrationen, hvor han siger, at der var ”meget fine mennesker” blandt demonstranterne.

Det er en lang film, godt to timer varer den, men det mærkes ikke, for der er ingen døde tidspunkter, spændingen stiger i takt med, at historien udvikler sig. Det er mændene, der er i fokus, men Lee har også øje for kvindernes betydning, både de hvides og de sortes, selv om det ikke er dem, der står på talerstolene. Det er værd at bemærke, at 53% af de hvide kvinders stemmer gik til Trump.

Som en smuk gestus til en af borgerretsbevægelsens prominente talsmænd har Harry Bellafonte fået en lille, men meget stærk rolle som Jerome Turner, der til studenterne giver en øjenvidneskildring af en grusom lynchning.

BlacKkKlansman. Instruktion Spike Lee