Damerne der fik nok
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 5-2024] I 2022 udkom Sara Alforts bog ”Damer der var for meget” om tretten nordiske kvinder og deres liv og færden fra 1884 til 1919.
Den bliver nu fulgt op af ”Damer der fik nok”, der dækker årene fra 1915 til 1960 og fortæller om tolv kvinder, forfattere, journalister og billedkunstnere, der sprængte korsettet og spændetrøjen, og det gik ikke altid stille af.
Bogen er opbygget, så man tidsmæssigt følger deres liv og udvikling parallelt, samtidig med at den skildrer samfundsudviklingen set i kvindeperspektiv. Hvor kvinderne i den første bog nærmest var umyndige væsener, er de nu nået frem til at have fået stemmeret, men der er stadig langt til noget, der ligner ligeret.
Ifølge tidens konventioner var kvinder skabt til at være hustruer, mødre og den bærende kraft i hjemmet, og det var derfor naturligt, at det kun var familiens sønner, der fik en uddannelse. Hvis unge kvinder valgte at forsørge sig selv, var det indtil 1943 en gyldig grund til at fyre dem, hvis de giftede sig, hvad der kunne indebære, at de fik børn og dermed blev ringere arbejdskraft.
De gifte kvinder blev ofte slidt op af børnefødsler, og de ugifte, der var så uheldige at blive gravide, måtte ty til illegale aborter eller skaffe sig af med barnet på anden måde. Prævention var tabu og indtil 1930’erne var det forbudt at reklamere for ”hygiejniske artikler”. Selv Dansk Kvindesamfund var imod oplysning om prævention.
Hvad seksuel observans angik, var det, om end forbudt så kendt, at mænd kunne være homoseksuelle, men for kvinders vedkommende var det et ikkeeksisterende fænomen. At det ikke holdt vand er nogle af vore tolv damer eksempler på, men der skulle gås meget stille med dørene.
Damerne fordeler sig geografisk på seks danske, tre svenske, en norsk og to finske. Nogle er gået i glemmebogen, selv om de var meget kendte i deres tid, mens andre har overlevet. En af dem, der virkeligt larmede, var Thit Jensen, som ud over at skrive en række bestsellers og skuespil drog land og rige rundt og holdt foredrag om prævention og frivilligt moderskab. Samtidig gik hun ind for racehygiejne i form af sterilisering af kvinder, der ikke var egnede til at være mødre, men det var noget, der lå i tiden. Selv en så progressiv læge som Jonathan Leunbach gik ind for den tanke.
En af de glemte er Karen Aabye, hvis bøger jeg i min årle ungdom læste med stor fornøjelse, men ingen erindring har om i dag. Hun var en eventyrer, der rejste jorden rundt, var aktiv i modstandsbevægelsen og levede sammen med Stoffer, som ikke var en mand.
Marie Wine er også glemt. Hun blev født uden for ægteskab, voksede op på børnehjemmet i Jægerpris, og blev via sit ægteskab med forfatteren Artur Lundkvist svensker. De var begge yderst aktive i fredsbevægelsen fra 1950’erne og fremefter.
En indfødt svensker er Sara Lidman, der i 1953 slog igennem med et brag med romanen Tjæremilen. Hun kom fra et religiøst hjem, hvor bogen var biblen, men var så ”heldig” at få tuberkulose, og sanatoriet blev hendes højskole. I dag huskes hun også for sit glødende politiske engagement.
Fra Finland kan nævnes moren til Mumitroldene, Tove Jansson, der i 1941 blev udnævnt til Nordens mest humoristiske tegner.
Vi kunne blive ved, men det er der ingen grund til. Læs selv! Bogens kvinder er ikke ofre, men stærke, spændende personligheder, der træffer deres valg med de omkostninger det måtte have. Den er underholdende og kommer meget tæt på, men alt bygger på breve, dagbøger, erindringer og scrapbøger. Intet er fiktion eller gætteri.
Sara Alfort: Damer der fik nok. Gads Forlag. 480 sider. 320 kroner