Skip to content

Danish Crown fyrer 140

Danish Crown lukker natholdet ned 1. juni og 140 slagteriarbejdere mister deres arbejde

Meddelelsen kom som en mavepuster, fortæller fællestillidsrepræsentant Jan Bruno Christensen,

– Det havde vi slet ikke forventet. Folk blev rigtig kede af det, og dybt, dybt skuffede. Det er en rigtig skidt besked at gå på weekend med, og stemningen er meget nedtrykt, forklarer han.

Det er desværre ikke første gang, at produktionen i Ringsted bliver skåret ned, og nogle af dem, der fik den kedelige besked, har fået den før. Alligevel forventer koncernen at cirka halvdelen vil sige ja til at fortsætte som ferieafløser frem til september.

De pisser på os

– Jeg har kolleger, der nu tre gange har oplevet, at deres job nedlægges. De er rigtig godt trætte af den måde, slagteriet bliver kørt på. Jeg er ikke engang sikker på, at de vil sige “ja” til at blive ferieafløsere, siger Jan Bruno Christensen.

Hen over sommeren 2017 udvidede Danish Crown produktionen i Ringsted og skulle ansætte 260 medarbejdere. Og netop de store udsving i produktionen frustrerer kollegerne.

– Det er ved at være pinligt, og ledelsen kan ikke være bekendt at behandle de ansatte på den måde. Jeg hørte en kollega sige: de pisser på os. Det siger vist det hele, konstaterer Jan Bruno Christensen.

Grise sendes til udlandet

Der er ca. 900 ansatte på Danish Crowns slagteri i Ringsted, og de slagter omkring 35.000 svin om ugen. Danish Crown begrunder lukningen med for få slagtesvin og peger blandt andet på den stigende eksport af smågrise som en af årsagerne.

Men aldrig er der blevet født så mange grise i Danmark, og aldrig har der været så få slagteriarbejdere. Grisene bliver nemlig kørt til opfedning og slagtning i udlandet – og den eksport bør bremses, mener Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF.

Vi har med frustration måttet konstatere, at et stigende antal danskfødte grise, ikke har ført til et stigende antal danske slagteriarbejdere – faktisk tværtimod. Produk-tion af slagtesvin giver øget dansk beskæftigelse, der igen giver øgede skatteindtægter – samtidig med, at den danske statskasse tjener gode penge på eksporten af svinekød til hele verdens forbrugere. Der er altså rigtig megen god fremtid i at satse på flere slagtesvin, fastslår Ole Wehlast.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk