Danmark for velfærd
Af Betty F. Carlsson
Kommune- og regions-valget er overstået. Vinderne af valget har jublet, og nu er det op til vælgerne at fastholde de valgte på de mange velfærdsløfter, der blev givet i valgkampen og i de forskellige valgtester. For det er velfærdsforbedringer, der har været i fokus for vælgerne. Det gælder både i forhold til regionsvalget og til kommunevalget.
Regionerne
Nødtvunget måtte regeringen gå med til at suspendere den årlige, akkumulerende to procents nedskæring for sygehusenes vedkommende.
Men det hjælper ikke på de skader, der allerede er sket. Hele syge/sundhedsområdet trænger til økonomisk indsprøjtning med mere personale fra gulv til operationsbord og genansættelse af lægesekretærer, så lægerne kan passe det arbejde, de er uddannet til. Presset på sygehusene for hurtig udskrivning, uanset om patienten er blevet rask eller ej, må stoppe. Det gælder også for de fødende kvinder. Den forringede kollektive trafik mellem kommunerne har også været kritiseret, og forbedringer er stærkt påkrævet.
Det er ikke nok for folketingets partier at takke og lykønske. Det økonomiske hovedansvar for, at løfterne kan holdes, ligger i Folketinget, så de lokale partier må presse deres folketingspolitikere.
Kommunernes velfærd
Det var hverken skattenedsættelser eller problemer med flygtninge, der havde vælgernes interesse. Det kom de partier, der har dette som hovedprioritet, til at føle. Ældreplejen, børneinstitutionernes normeringer, skolenedlæggelser, forholdene for elever og lærere, privatiseringer og uddannelsespladser var i fokus.
Det fokus skal fastholdes, og til det er de mange grupper i bevægelsen ”Danmark for Velfærd” parat.
– Det er vores opgave at holde dem op på det, de sagde før valget, skriver bevægelsen i et brev til dem, der har underskrevet velfærdskravet. I brevet opfordrer de alle til at finde deres lokale ”Danmark for Velfærd-gruppe” på Facebook, så man sammen med andre i sin by finder ud af, hvad man kan gøre.
Der er velfærdsgrupper i de fleste danske byer.